Undersøgelsen, som forskeren Isabel Wagner stod i spidsen for, gjorde brug af en banebrydende tilgang. Den kombinerede avancerede genetiske teknikker (herunder target gene capture sequencing og whole-genome re-sequencing) for at analysere DNA fra hvidhajer fra hele deres globale udbredelsesområde. Niogfirs individuelle hajer blev undersøgt ved hjælp af target gene capture-sekventering, og sytten hajer blev undersøgt ved hjælp af helgenom-sekventering.

Tre forskellige populationer

Resultaterne afslørede tre genetisk forskellige afstamninger af hvidhajer: en i Nordatlanten, en anden i Indo-Stillehavet og en tredje i det nordlige Stillehav. Disse afstamninger adskilte sig for mellem 100.000 og 200.000 år siden, sandsynligvis på grund af miljøændringer under den næstsidste istid. I denne periode skabte lavere havniveauer, skiftende havstrømme og varierende vandtemperaturer barrierer, der skilte populationerne ad.

Disse afstamninger krydser sjældent hinandens veje, og der er kun tegn på nogle få, meget nylige hybrider.

Betydningen af metoden

Denne undersøgelse understreger vigtigheden af at anvende præcise genetiske analyser for fuldt ud at forstå diversiteten inden for arter som hvidhajen. Uden sådanne dybgående undersøgelser kan man ikke danne sig et overblik over det fulde omfang af deres genetiske mangfoldighed, barriererne for krydsning og potentialet for lokal tilpasning.

Behov for en bevaringsindsats

 Disse nye indsigter viser, at indsatsen for at beskytte hvidhajer må bygge på en dybere forståelse og forvaltning af disse forskellige bestande. Det er afgørende for artens overlevelse.