Annonce

Torsk foretrækker at blive ved samme skibsvrag

Voksne torsk har, skulle man tro, hele havet til deres rådighed, og alligevel vælger hver enkelt torsk tilsyneladende at blive ved ”deres eget” lokale skibsvrag, som de dag efter dag trofast svømmer tilbage til

Dette er blot et af de fascinerende resultater fra forskning med akustiske tags, som har givet forskere ny indsigt i, hvad torsk har gang i under havets overflade.

Da den danske ph.d.-studerende Junita D. Karlsen fra DTU Aqua plottede de geografiske positioner af 15 taggede torsk på et kort, dannede torskenes positioner en perfekt silhuet af et skibsvrag. Det overraskede hende – ikke fordi torskene var lokaliseret ved et skibsvrag, da det er velkendt, at torsk ofte samles ved vrag, men fordi hendes resultater viser, at de samme torsk dag efter dag vender tilbage til det samme vrag og derfor kan siges at have ”deres eget” lokale vrag.

Det er overraskende, at torskene vender tilbage til det samme vrag, fordi de er meget mobile og kan svømme flere kilometer om dagen. Og selvfølgelig er størrelsen af et skibsvrag meget lille i forhold til det område, torsken ellers kunne bevæge sig rundt i,” siger Karlsen, som den 12. april forsvarede sit speciale med titlen, ”Hot on the tail of hefty Atlantic cod: An interdisciplinary study on the behaviour at shipwrecks in the North Sea.”

Karlsen har i sit arbejde med projektet undersøgt voksne torsks adfærd på skibsvrag i det centrale Nordsø ved at mærke torsk med såkaldte akustiske tags og ved at analysere maveindholdet i torsk, der blev fanget ved skibsvrag. Hendes forskning afslører, at voksen torsk er stationær og dermed bidrager med vigtig ny viden, som kan anvendes i forvaltningen af torske bestanden i Nordsøen.

Annonce