Ålegræsset er ikke en mirakelkur mod klimaforandringer. Det er der ikke nogen, der har påstået. Men det er stadig, sammen med mangrove, nogle af de mest effektive biotoper til at indfange og lagre CO2. Det batter bare ikke så meget i den store sammenhæng, og det er et mest et spørgsmål om nogle større regnestykker. Selv de mest effektive biotoper kan kun optage og lagre så meget. Det er derimod primært brugen af fossile brændstoffer, der skal begrænses, hvis det skal batte noget.

Ålegræssets betydning for havmiljøet og som habitat for et alsidigt dyreliv i havet kan derimod næppe undervurderes. Alegræsenge er hjemsted for et rigt dyreliv med fisk, snegle, muslinger og krebsdyr, ligesom de er opvækstområde for fiskeyngel. Ålegræs er samtidig føde for mange af havets fugle. Derudover er bevoksningen med ålegræs med til at stabilisere havbunden, hvilket er med til at beskytte vores kyster.

For hundrede år siden var størstedelen af de danske havområder, i nogle områder helt ned til 15 meters dybde, dækket at tætte ålegræsbanker, som derved må betragtes at være den naturlige tilstand. I 1930’erne blev ålegræsset imidlertid ramt af en omfattende epidemi, hvor en svampesygdom hærgede i Nordatlanten, Nordsøen og indre danske farvande, hvilket resulterede i, at store områder blev lagt øde.

Med tiden ville ålegræsset sandsynligvis vende tilbage, men nu har vi siden fået et kæmpeproblem med udvaskning af næringsstoffer fra landbruget, som gør livsbetingelserne meget sværere. Det er således skønnet, at 30% af landbrugsarealerne omkring Østersøen må nedlægges for, at havmiljøet og fiskeriet kan have en reel chance for at komme sig på sigt, hvilket desværre kan tage flere hundrede år. Det er et omfattende og dramatisk skridt, som har jeg svært ved at se, at der vil være politisk vilje til at gennemføre. Fremsynethed er ikke lige den første egenskab, der falder mig ind, når jeg tænker på vores folkevalgte.

Men det er her, vi som dykkere kan gøre en forskel. Sammenlignet med det store areal som de danske havområder udgør, er det forsvindende små områder, vi manuelt kan tilplante med ålegræsstiklinger, og en del af disse bestræbelser vil tilmed mislykkedes. Men for hvert lille område, der, om man vil, podes med en ålegræskoloni skabes der lokalt en lille biotop, hvorfra ålegræsset dels kan brede sig i alle retninger, dels levesteder, hvorfra de omgivende områder kan koloniseres. Det er netop den mekanisme, vi har set ved oprettelsen af beskyttede havområder og marine reservater, hvor fiskebestandene også i de tilstødende områder nyder godt heraf. Det skaber også nogle øer og spredningskorridorer, hvorimellem diverse fauna kan sprede sig. Denne mekanisme skrev jeg om i artiklen ”Øbiogeografi” i Sportsdykkeren – nr. 2 dec. 2022, som man kan genlæse.

Jeg kan derfor kun påskønne og opfordre til at fortsætte det gode arbejde med udplantning af ålegræs. Det er også helt rart at kunne gøre en forskel og en fornøjelse at se noget vokse, som man har plantet.