Når man i dag betragter et Europakort, vil Nordsøen fremstå som blot en udstrakt og ensartet blå flade der adskiller Skandinavien og det europæiske fastland fra de britiske øer. Nordsøen er imidlertid ikke en del af et ocean, der som bekendt har vanddybder på flere tusind meter, men derimod et lavvandet hav, der egentligt er en oversvømmet lavtliggende del af kontinentet.

Under den sidste istid, hvor havniveauet var meget lavere, var det som nu er Storbritannien forbundet med det europæiske fastland af en stor landmasse kaldet Doggerland. Geologiske undersøgelser indikerer at dette landområde strakte sig fra Storbritanniens østkyst til Holland og de vestlige kyster af Tyskland og Danmark, og ned i Den Engelske Kanal så langt som til Kanaløerne.

Forskning har vist at området i stenalderen var et rigt habitat, som kunne ernære en befolkning på titusindvis af mennesker som antageligt levede i stamme samfund. Området havde sin maksimale udstrækning for omkring 20.000 år siden hvor en del af det stadig var dækket af is. Efterhånden som den resterende is smeltede og mere land blev frilagt førte afsmeltningen imidlertid også til at havniveauet steg.

I løbet af de sidste hundrede år har fiskefartøjer og sandpumpere fundet knogler, gamle træstubbe, flint brugt af mennesker og forstenede rester af en mammut og næsehorn. Da trawlere i 1930’erne begyndte at opfiske en række forhistoriske redskaber og våben op fra en tidsalder hvor området var tundra vakte det en intensiveret interesse for området.

Men det var først, da olieselskaber begyndte at lave omfattende undersøgelser og geofysiske modeller, at forskere var i stand til at visualisere, hvordan dette tabte land måtte have set ud i sin tid. Analyserne tegnede et billede af et land med bakker og dale, store sumpe og søer med store floder, hvis udløb skar sig igennem en snoet kystlinje. Efterhånden som havet steg, blev bakkerne til en isoleret øgruppe af lave øer.

 

Omkring 8000 f.Kr. havde det nordvendte kystområde i Doggerland en kystlinje af laguner, saltmarker, vadehavet og strande, og indre vandløb og floder og moser, og nogle gange søer. I midten fandtes et stort ferskvandsbassin som både havde tilløb af Themsen fra vest og af Rhinen i øst. I den mesolitiske periode kan det have været det rigeste jagt-, fugle- og fiskeplads i Europa.

Billede

Fra omkring 6500 f.Kr. blev det gradvist oversvømmet af stigende havniveauer, hvilket reducerede landområderne til lavtliggende øer, som sandsynligvis slutteligt blev forladt for altid efter at være lagt øde af en katastrofal tsunami.

 

Bølgen var forårsaget af et kolossalt undersøisk jordskred ud for Norges kyst. Det sidste af de tre såkaldte Storegga-skred skete under vandet i Norskehavet, hvor Norges kontinentalsokkel kollapsede langs en længde på hele 290 km. Skredet, som ved hjælp af kulstof-datering er tidsfæstet til perioden 6225-6170 f.Kr., medførte et kollaps af omkring 3.500 km³ sediment, hvilket er nok til at dække Skotland i et 45 meter tykt lag.

I betragtning af, at størstedelen af ​​Doggerland var lavtliggende og befandt sig mindre end 5 m over havets overflade, har skredet ført til omfattende oversvømmelser. Analyse tyder på, at tsunamien skyllede henover over Doggerland, der efterfølgende forsvandt under bølgerne.

 

Dr. Jon Hill fra Imperial College London der er en af ​​de mange forskere, der har analyseret denne begivenhed, fortalte BBC News: "Enhver, der boede på Doggerland på det tidspunkt, ville have været massivt påvirket – i stil med den japanske tsunami i 2011."

Billede

Området idag

Doggerbanke, som området kaldes i dag, udgøres af en stor sandbanke – omkring 260 km lang og op til 97 km bred – der er beliggende omtrent lige midt i Nordsøen. Banken, som nu er et produktivt fiskeområde, strækker sig over cirka 17.600 kvadratkilometer med dybder fra 15 til 36 meter hvilket vil sige at det meste af dette omfattende område er tilgængeligt inden for rammerne af rekreativ dykning.

 

Atlanterhavsvandet kommer hovedsageligt ind i Nordsøen fra nord. Topografien skaber strømforhold der cirkulerer mod uret. Vand, der kommer ind via den Engelske kanal, bevæger sig mod øst langs den belgiske og hollandske kyst. I Skagerrak blandes Nordsøvandet med det mindre salte vand fra Østersøen, og flyder derfra nordpå langs den norske vestkyst.

 

Da Nordsøen krydses af nogle af de travleste skibsruter i verden og har været skueplads for adskillige episke søslag, er der også mange gode vrag i området, som ulykker og ufred generøst har spredt ud over bankerne.

 

Men det er dens naturressourcer, der er dens vigtigste aktiv. Nordsøen er et af verdens mest produktive områder for fisk, og der drives et omfattende kommercielt fiskeri efter mange fiskearter i dette område. Ordet Doggerbanke kommer i øvrigt af engelsk Doggersbank, af nederlandsk dogger 'fiskerbåd'. Doggerbanken er et vigtigt opvækstområde for torsk, kuller og fladfisk, og en større sildestamme, Doggersilden, gyder på den vestlige del af banken.

Det tyske føderale agentur for naturbeskyttelse kalder det ligefrem for en "fascinerende perle af europæisk havliv" og en verden af ​​rev og sandbanker, der "byder et rigt hjem til usædvanligt sjældne og sårbare arter".   

Ved sin beliggenhed midt i Nordsøen udgør Doggerbanke et biogeografisk skel hvor kuldetilpassede bentiske (lever på eller i havbunden – red.) arter fra nord møder livsformer, der foretrækker mere tempererede farvande mod syd. En undersøgelse fra 1986, der dækkede hele Nordsøens hovedbassin, viste klare nord-sydlige forskelle i diversitet, overflod, biomasse og gennemsnitlig individuel vægt af blødbundsfaunaen. De dybere nordlige områder havde højere diversitet, lavere biomasse og lavere individuel vægt end de lavvandede sydlige områder.

 

Det meste af havbunden i Nordsøen er vært for blødbundssamfund. På klippebunden er tangskove udbredt, og mange arter af flora og fauna finder ly, føde og overflader til fastgørelse på tangen og det omgivende klippesubstrat. Bunddyrsamfundet, der består af de organismer, der lever nær, på eller i havbunden består af en bred vifte af krebsdyr, bløddyr, annelider, pighuder og andre.

 

Da Nordsøen er lavvandet, er der en stærk kobling mellem bentiske og pelagiske processer, hvilket gør regionen ekstremt produktiv. Diversiteten af ​​de bentiske samfund er høj, undtagen i områder med direkte industriel påvirkning, såsom offshore oliefelter.

 

Der er også kun få områder af Nordsøen, som ikke fiskes eller som er ubeskadigede af trawl. Især bundtrawlet – som praktisk talt pløjer havbunden op – kan forårsage omfattende skader på bundens struktur og bentiske levesteder ved at ændre sedimentstrukturen og ødelægge organismer der lever deri. Disse strukturelle ændringer kan have langsigtede negative virkninger på strukturen og produktiviteten i det bentiske samfund.

Dykning

Med sin placering langt ude på havet kræver dykning på Doggerbanken brug af et større fartøj, der er egnet til forholdene på åbent hav, da vejret kan være uforudsigeligt. På grund af dets afsides beliggenhed og de logistiske udfordringer med at nå derud er området stort set uudforsket af dykkere, og med det følger en unik følelse af udforskning og eventyr, som ellers er svær at finde midt i Europa.

Siden 2011 har et hollandsk hold, Duik de Noordzee Schoon (Dive Our North Sea Clean), organiseret ekspeditioner til Doggerbanke med det formål både at dokumentere naturen i disse fjerntliggende områder og at fjerne tabte fiskeredskaber. Fjernelsen af ​​spøgelsesfiskenettene er tidligere beskrevet af Peter Verhoog i X-Ray Mag #40.