Annonce

I bunden af Oslofjorden ligger vraget af den tyske krydser Blücher som blev sænket da tyskerne invaderede Norge under Anden Verdenskrig. En gruppe af GUE-dykkere fra Norge, Sverige og Finland, ledet af projektleder Gunnar Midtgaard, aflagde vraget et besøg for at dokumentere det. Mattias Vendlegård, der gjorde tjeneste på fotoholdet, beretter

Blücher
Arkivfoto af den tyske krydser Blücher, der deltog i invasionen af Norge i April 1940 men blev sænket i Oslofjorden.

Contributed by

Factfile

DIVERS OF THE PROJECTt:

PROJECT MANAGER
Gunnar Midtgaard

SUPPORT MANAGER
Ronald Larsen

VIDEO TEAM
Gunnar Midtgaard, Norway
Fredrik Taule, Norway
Martin B. Karlsson, Norway
Bjørn Opperud, Norway
Martin Nålsund, Norway
Hallvard Opheim, Norway
Jørgen Birkhaug, Norway
Anders Bertelsen, Norway

SUPPORT DIVERS
Dan Morten Tryli, Norway
Daniel Kressin, Sweden
Erling Hoydal, Norway
Kacper Rybakiewicz, Norway
Aleksander Thomassen, Norway
Edward Smith, Norway
Garm Sätre, Norway

PHOTO TEAM
Mattias Vendlegård, Sweden
Bjørn Stubne, Norway
Daniel Kressin, Sweden
Erik Hultén, Finland
Fredrik Gestranius, Finland
Mattias Sjöström, Finland

Vi steg langsomt ned gennem det kolde mørke vand. For hver meter blev mørket tættere og tættere, og vandet koldere og koldere. Lyskegler fra hele holdet afsøgte mørket under os, vi søgte alle efter det samme – det, vi vidste, var dernede, det, der havde bragt os alle sammen, og grunden til, at vi var her.

Pludselig, ud af ingenting, dukkede Blücher op. Blot et par meter foran os så vi hende som en afspejling af mørkt stål. Blücher forsøgte at skjule sin størrelse i mørket, men vi oplevede alle, hvor bittesmå vi var i sammenligning med dette kolossale skib – vi var bare små besøgende på hendes sidste hvilested.

Når du lander på et vrag af Blüchers kaliber, er det en overvældende oplevelse. Denne krigsmaskine blev sænket i kamp, og da den landede på bunden af Oslofjorden, blev Blücher frosset fast i tiden.

Historien føles aldrig så levende, som når man dykker ned i et vrag, der har kæmpet for selve dets overlevelse. Man kan se sporene af slaget: tomme granater, kanoner, der leder efter et mål, misformet metal og støvler af sømænd, der aldrig nåede tilbage i havn.

Dette er historie i sin mest virkelige og nøgne form. Der er ingen skilte eller plakater, rejseguider, restaureringsplaner eller souvenirbutikker på vrag. Vrag er et fastfrosset øjeblik i tiden, et øjeblik af panik og forfærdelse. Mens resten af verden gik videre, gik tiden på Blücher i stå. Her er det stadig den 9. april 1940. Men intet varer evigt, og langsomt er dette storslåede stykke historie ved at forsvinde.

Til sidst vil det barske miljø, som omgiver Blücher, besejre hende. Blücher var ikke skabt til at være her, på havets bund; endnu en gang kæmper hun en kamp som hun er dømt til tabe. En skønne dag vil der ikke være noget tilbage af Blücher. Det er også derfor, vi var her, og det var derfor, det, vores team gjorde på denne side, var vigtigt.

Billede
Anti-aircraft guns on the Blücher wreck
Luftværnskyts på vraget af Blücher.  Foto: Mattias Vendlegård

April 1940

Vi skruer tiden tilbage til natten til den 8. april 1940. Anden Verdenskrig var startet kun syv måneder tidligere i Polen, og det var gået op for Norge, at det også kunne være mål for Hitlers styrker. Som en del af Operation Weserübung (kodenavn for Tysklands angreb på Danmark og Norge) blev Tysklands nyeste og mest moderne tunge krydser, Blücher, beordret til at gå ind i Oslofjorden sammen med ”lommeslagskibet” eller Deutschland-klassekrydseren Lützow, den lette krydser Emden, tre torpedobåde og otte minestrygere med i alt 2.000 tropper.

Planen var at invadere den norske hovedstad, Oslo, i et overraskelsesangreb. Dette var Blüchers første mission, og kommandanten om bord, Oscar Kummetz, mente, at de stærkt afvæbnede norske styrker ikke ville have mod eller magt til at stå op mod hans moderne tunge krydser og de øvrige skibe i hans eskadre.

I Olso-fjordens snævreste passage lå den norske fæstning Oscarsborg, men dens kommandant, Birger Eriksen, havde ikke mange midler til sin rådighed for at forsvare hovedstaden. Fæstningen havde kun tre 28 cm Krupp-kanoner, der stammede helt tilbage fra 1892, og nord for fæstningen havde han Kaholmen-torpedobatteriet, som kun var udstyret med et par 45 cm Whitehead-torpedoer fra 1906.

Fortet var tilmed underbemandet, og de få mænd, han havde til rådighed, var hverken trænede eller erfarne i kamp. De var en blanding af værnepligtige rekrutter, kokke og læger, og ingen af dem havde nogensinde set eller hørt en Krupp-kanon i aktion før, og de havde bestemt aldrig affyret en.

Kommandant Eriksens mangel på mandskab betød, at han ikke engang kunne bruge alle tre kanoner og måtte nøjes med kun to.

”Indkommende krigsskib med slukket lys ved Filtvedt!” Denne melding nåede Eriksen tidligt om morgenen, og han vidste, at fjenden nu kun var seks sømil fra hans fæstning. Eriksen vidste, at fæstningen mere lignede et museum end et moderne fort, men pligtfølelsen og loyaliteten over for sit land fik ham til at beordre, at der skulle åbnes ild.

Eriksen havde selv taget opstilling ved hovedbatteriet ”for at alle kunne se, hvem som havde kommandoen, og var ansvarlig”. Fæstningens afstandsmåler var tilmed defekt, men Eriksen havde været batterikommandør i 1905 og bedømte afstanden efter hukommelsen. De skød, så snart de havde Blücher inden for rækkevidde, som blev ramt af første runde.

En af granaterne ramte et ammunitionsmagasin, hvilket forårsagede en massiv eksplosion, der satte ild til den tunge krydser. På trods af dette træf udbrød der en voldsom kamp mellem fæstningen og Blücher der fortsatte sin færd.

Men Blücher kendte ikke til torpedobatteriet ved Kaholmen, og så snart hun kom inden for dets rækkevidde, afgav det en salve. På trods af deres alder gjorde torpedoerne deres arbejde og forårsagede voldsom skade. På dette tidspunkt var Blüchers ror holdt op med at virke, og hun var begyndt at krænge. Omkring 1.000 m efter hun passerede Oscarsborg fæstning, kæntrede Blücher og forsvandt ned i fjorden for altid.

Ansigterne og skrigene fra sårede sømænd, der svømmede for deres liv i blandingen af koldt vand og brændende olie, var forfærdelige. Lommeslagskibet Lützow og den lette krydser Emden havde nu nordmændenes fulde opmærksomhed og blev nu bombarderet. Der blev givet ordre om fuld kraft agterud, og skibene bakkede væk fra beskydningen, i øvrigt i den tro, at Blücher havde ramt miner.

Billede
Sinking of the Blücher
Historisk foto af Blücher der synker i Oslofjord i 1940 (Photo: NTBs Krigsarkiv, RA/PA-1209/U/Ud/L0073b/0004)

Sænkning af Blücher forsinkede det tyske angreb på Oslo. Takket være denne forsinkelse kunne kongen af Norge og medlemmer af den norske regering undslippe, og derfor overgav den norske regering sig aldrig til Nazityskland.le to escape, and so the Norwegian government therefore never surrendered to Nazi Germany.

Billede
The torpedo battery on the starboard side, where the teak deck is still in good shape
Torpedobatteri på Blüchers styrbord side, hvor teakdækket stadig er i god stand.. Foto:Mattias Vendlegård

Nutid

I dag hviler det massive vrag af Blücher på bunden af Oslofjorden på 90 meters dybde. Vraget ligger næsten helt på hovedet og hviler på bagbord og broen. Hendes mægtige 2x20 cm forreste kanoner er skjult i havbunden, og i dag er det kun de bagerste hjørner af kanonerne, der kan ses. De to 2x20 cm kanoner fra agterstavnen er faldet ned fra det omvendte dæk og ligger nu også på hovedet på havbunden.



Alle tolv af de 10,5 cm kanoner, samt alle antiluftskyts, er stadig på deres oprindelige plads på skibet. Det er let at få følelsen af, at der er kanoner og kanoner overalt, hvor man ser hen, når man dykker ned i denne mægtige krigsmaskine.



Blücher-torpedobatterierne er stadig på plads med nogle af de torpedoer, der aldrig fik chancen for at sprede deres ødelæggende kraft. Her kan man også se, at teaktræsdækket stadig er i god stand på trods af at have tilbragt mere end 70 år på fjordens bund.

Billede
Torpedo on Blücher, still in position, ready to launch
Torpedo på Blücher, klargjort til affyring. Foto: Mattias Vendlegård

The project

The goal of the project has been to document Blücher and its current condition. As mentioned earlier, the project has been run as a joint project with GUE divers from Norway, Finland and Sweden. The diving within the project was conducted in the summers of 2011 and 2012, with deep dive teams that took video footage and photos of the wreck. The deep dives were conducted with teams of three to four divers, including two HMI light­ing divers, one underwater photographer/videographer and a dive model.

All the deep dive teams were supported by a dedicated team of support divers in the water, assisting the deep dive teams with gas, nutrition and equipment. Fjords Underwater Explorers (FUE) from Norway hosted the project and managed the logistics, with boats and gas fills. The gas fills were a critical part of the project, and all dives were done with 12/65 and open circuit. This gave the deep dive teams a 25-minute bottom time, with a total runtime of 2.5 hours. Each deep dive team did three dives, spread out over three days.

Even though all the dives were done during summertime, water temperatures at the bottom never rose over 5°C, or 15°C in the shallower depths of the decompression stops. Diving to these depths, for so long, in such cold waters, demanded a lot from the divers, their equipment and routines. All of the divers involved in this project were experienced in both cold-water diving and deep diving, a crucial requirement in order to keep the diving safe, while at the same time, producing the results that the project was aiming for.

Billede
Support diver picking up stages and scooters during a shallow decompression stop
Support diver picking up stages and scooters during a shallow decompression stop. Photo by Mattias Vendlegård

 

There was no daylight present at the 90m depths in the Oslofjord, and Blücher lay in complete darkness. Even with two HMI lights per team, the visibility was never more than 5 to 10m, something which demanded great team awareness and navigation skills from all the diver who tried to dive the wreck.

It is important to remember that Blücher, and the context in which she was sunk, is an important piece of history, as well as a gravesite for several hundred sailors. Anyone who dives this wreck should keep this in mind and always dive with respect.

To everybody interested in this project or the history of Blücher, we are very proud to announce that a documentary video was launched in 2013. The release date is not yet set but keep your eyes peeled, as it is well worth watching for anybody interested in diving and maritime history. 

Special thanks go to Fjords Under­water Explorers (FUE) who managed all the logistics of the project.

Annonce