Jeg havde sluttet mig til en gruppe der skulle dykke på et lille skibsvrag, der lå på en sandbanke udfor en revvæg i det centrale Filippinerne. Vi blev briefet om lokaliteten og guiden forklarede, at der ikke var så forfærdelig meget spændende at fortælle om stedet. Nye bebyggelser langs kysten havde ført til afstrømning, som havde haft en ødelæggende effekt på korallerne, og fiskeri, der ikke var bæredygtigt, havde gjort kål på de fleste store fiskestimer i området.

Vraget var ikke desto mindre en oase af liv, og det var derfor, vi dykkede der. Vragets indre vrimlede med agnfisk, og der var masser af rovfisk – såsom havkat, muræner og bladskorpionfisk – der tog for sig af retterne. Vi blev også opfordret til at holde udkig efter en fotogen rød klovne-tudsefisk, og pudsefisk, der tilbyder deres tjenester til enhvert forbipasserende kræ med kløe, såvel som en lille stime af blåbåndet snapper, der cirklede omkring os. Der skulle være masser af se på, og det lød alt sammen meget godt.

Dykket

Guiden havde ikke overdrevet. Da vi nærmede os kunne vi, selv på god afstand, se hvordan vraget myldrede med liv, i stærk kontrast til det omkringliggende revlandskab, der var lige så trist som vi var blevet advaret om.

Min buddy og jeg hang lidt tilbage fra gruppen og så resten af vores gruppe drive ind på vraget. Pludseligt lød der en bippen, efterfulgt af flere bip. Det fik halvdelen af gruppen til straks at kigge på deres håndled i stedet for vraget, de blev ramt af en spirende angst, og så var de væk. De svømmede hurtigt tilbage til revvæggen, hvor de brugte resten af dykket på at lede forgæves efter noget interessant at fotografere og endte med at komme tidligt op.

Efter dykket omringede disse dykkere guiden og klagede over, at dykket havde været spild af tid. Derimod var de få af os, der var blevet på vraget ret glade for, at der havde været masser af action, og vi var blevet fint underholdt.

Misforstået hensyn

Jeg havde allerede en klar formodning om, hvorfor halvdelen af gruppen havde valgt ikke at blive på skibsvraget og afbrød dykket så hurtigt, men jeg måtte spørge.

”En komma fire," svarede de. ”Min computer gav mig en nitrox-advarsel,” ”Jeg vil ikke dø!" og ”Vi var for dybt nede!”

Vi brugte alle nitrox 32, og vraget lå på præcis 35 meters dybde og stod oprejst så dets laveste punkt var omkring 30 m. Da dykkerne begyndte at svømme rundt på vraget, kom de tæt på en dybde på 34 m, hvorved deres partialtryk af ilt (pO₂) nåede 1,4, hvilket fik deres computeres nitroxalarm til gå af. Deres spontane reaktion var: ”En alarm betyder fare. Lad os komme væk herfra!”

De handlede ud fra et ellers fornuftigt hensyn til deres sikkerhed, selvom det medførte, at de ville gå glip af den bedste del af dykket. Prioritering af sikkerhed er selvfølgelig påskønnelsesværdigt, uagtet at man kan argumentere for, at deres bekymring var malplaceret, og at graden af forsigtighed de udviste, var overdreven.

Fakta

Skemaet til højre burde være velkendt for alle nitrox-dykkere. Hvis det ikke blev vist og forklaret for dig, da du tog dit nitrox-kursus, har din instruktør sjusket med undervisningen.

Forskere og flådedykkere har dykket med nitrox i årtier, før sportsdykkere begyndte at bruge det. Videnskaben bag nitrox, inklusive dette diagram blev bragt til vort kendskab via en forhenværende dykkerofficer i United States National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) ved navn Dick Rutkowski. Han begyndte at undervise i Nitrox-dykning for sportsdykkere i 1985, efter han var blevet pensioneret fra NOAA. Nitrox 32 var oprindeligt kendt som NOAA 1 og nitrox 36 var NOAA 2.

NOAA-skemaet beskriver, hvor længe en dykker kan være eksponeret til et højere partialtryk af ilt, førend der er risiko for ilttoksicitetskramper. Som det fremgår af skemaet, er disse grænser ikke alene givet af den aktuelle pO₂, men også den tid, dykkeren tilbringer under denne pO₂.

Man kan også udlede af skemaet, at der er samme risiko forbundet ved at tilbringe 150 minutter med pO₂ på 1,4, som der er ved at tilbringe 45 minutter ved 1,6. Men en pO₂ på 1,6 er sat som det absolutte maksimum for sportsdykkere, fordi ud over dette niveau falder den tilladte eksponeringstid hurtigt til nogle få minutter. NOAA satte bevidst grænserne konservativt. Organisationen ønskede trods alt ikke at miste sine videnskabsmænd.

Da Rutkowski og andre begyndte at undervise sportsdykkere i brugen af nitrox, var der en del i det etablerede sportsdykkerhierarki, der frygtede at dette var en farlig ting at gøre. De profeterede, at det ville føre til kaos, hvor nitrox-dykkere fik iltkramper og druknede overalt. Dette skete som bekendt ikke.

I dag finder millioner af nitrox-dyk sted hvert år, og det sker stadig ikke. Erfaringerne har derimod vist, at sportsdykkere, der dykker med nitrox på åbent kredsløb, dykker på sikker vis, når der dykkes inden for grænserne uden dekompression og NOAAs ilteksponeringsgrænser.

Men det tog lang tid før nitrox blev alment accepteret, og i begyndelsen var der en ret konservativ tilgang til brugen af nitrox. Instruktørerne lærte således deres elever ikke at planlægge deres dyk til en maksimal dybde, hvor deres åndedrætsgas pO₂ ville nå 1,6, men at indlægge en margin for defekte målere, defekte analysatorer og uopmærksomhed ved ikke at overstige 1,5 eller deromkring.

De tidlige års frygtsomme konservative tilgang forsvandt dog aldrig helt, og efterhånden som nitrox blev mere almindeligt anvendt, faldt det anbefalede maksimale pO₂-niveau for sportsdykning derimod fra 1,6 til 1,4.

Producenter af dykkercomputere begyndte derfor også at anvende 1,4 som standard til pO₂-alarmniveau, og selvom indstillingen kunne ændres af brugeren på mange enheder, er det reelt de færreste, der ændrer denne indstilling. Dette er stadig tilfældet, og faktisk underviser nogle dykkeruddannelsesbureauer nu 1,4 som det pO₂-niveau, man ikke må overskride.

Herudover er alarmen indstillet til at gå i gang, så snart computeren beregner, at kombinationen af dykkerens gas og dybde resulterer i pO₂-værdi på 1,4. Det forhold, at en dykker kan forblive sikker ved en vis pO₂ i et vist tidsrum, synes at have være gået af fløjten. pO₂-niveauet er nu det eneste, der gælder, ikke varigheden eller dosis.

Det var årsagen til den overdrevne adfærd, vi observerede blandt nogle dykkerne i vores gruppe, da vi dykkede på skibsvraget.

Nitrox 32 var faktisk den perfekte gasblanding til det vragdyk. Vandet var varmt. Sigtbarheden var fremragende. Der var ingen strøm, og det krævede ingen anstrengelser af bevæge sig omkring, så der var ingen grund til noget forhøjet niveau af bekymring. Den maksimale dybde var 35m, hvilket gav dykkerne en maksimal pO₂ på 1,44, og kun hvis de lagde sig fladt helt nede på sandbunden.

Med nitrox 32 ville deres computere også give dem en tid uden dekompression, på og omkring vraget, på 20 til 25 minutter eller deromkring – langt mindre end den 120-minutters eksponeringsgrænse, som NOAA-kortet tillader et dyk ved en pO₂ på 1.5.

Det var derfor helt unødvendigt for de bippende dykkere at afbryde dykket, og de gik glip af alt det sjove. Det er en skam, at deres overdrevne frygt eller manglende indsigt kom i vejen for et godt dyk!

Det er kun godt at dykke konservativt og være forsigtig, men det er samtidigt også vigtigt at have sat sig ordentlig ind i sagerne, især hvad angår den teknik og de metoder som man anvender, således, at man formår at sondre mellem at være fornuftigt forsigtig – og overdrevent forsigtig.