Smartwatch dykkercomputere: En revolution indenfor sikkerhed?

På Taipei Dive Resort and Travel (DRT) Show tidligere i år gik jeg rundt i hallen og snakkede med gamle venner, mødte nogle nye og kiggede på standene. Jeg kan godt lide dykkermesser, men der var gået nogle år siden sidst på grund af pandemien. 

Ellers ville jeg være at finde på en stand på mindst et dusin messer om året over hele verden. I januar var jeg den ene weekend i Paris, den næste i Düsseldorf. I april var det New Jersey efterfulgt af Singapore. Sådan var livet for en jetsettende dykker, bortset fra at jeg ikke fik dykket ret meget. En af mine medrejsende i de tidlige år var X-Ray Mag-mastodonten Peter Symes, som promoverede sin revolutionerende idé om et online dykkermagasin. Gad vide, hvordan det gik ham?

På det tidspunkt havde jeg min egen franchise af uddannelsesbureauer og arbejdede også sammen med Kevin Gurr og Nick Bushell fra Delta P Technology. I størstedelen af to årtier, fra midten af 1980’erne og frem, byggede Kevin og Nick de mest avancerede sportsdykkercomputere i verden. Hvert eneste af deres designs, fra ACE-modellerne kun til nitrox til den multifunktionelle VR-serie, var topmoderne på det tidspunkt. 

Teknisk dykning havde brug for værktøjer til at styre dekompression med blandet gas og lukket kredsløb, og Kevin og Nick skabte dem. Min første VR-computer var en massiv, rektangulær klump skinnende metal, som vi kaldte ”murstenen”. Den var måske nok tung og uhåndterlig, men den holdt mig i live i et par år, uanset hvor dybt jeg kom ned, eller hvilke gasser jeg indåndede.

På grund af min Delta P-forhistorie er jeg særligt interesseret i, hvad der sker inden for dykkercomputere, og på DRT Taipei bemærkede jeg, at fire mærker havde stande på messen – Shearwater, Atmos, Crest og Garmin. 

Jeg kender Shearwater rigtig godt, da det var det firma, der overtog stafetten for tekniske dykkercomputere, da Kevin og Nick gik over til udelukkende at fokusere på rebreathere, og det var repræsenteret på messen af en af Taiwans førende tekniske dykkere, hvilket var at forvente. 

Jeg havde aldrig set de andre brands på en dykkermesse før. Jeg kendte selvfølgelig til Garmin og var klar over, at de var begyndt at prøve kræfter med dykning, men jeg havde ikke forventet at se dem på denne messe, især ikke med så stor en stand midt i hallen og en stor skare af entusiastiske dykkere, der myldrede rundt.

I løbet af weekenden talte jeg med folkene på Atmos’, Crests og Garmins stande og fandt ud af, at der i løbet af de sidste tre år var sket en revolution på det taiwanske dykkermarked, som er ungdommeligt, fordomsfrit og meget åbent over for innovation. Alle tre virksomheder fremstiller smarte fitness-ure, som har fuld dykkercomputerfunktionalitet og overvåger aspekter af din fysiologiske status hele tiden, ikke kun mens du dykker, men mens du sover, mens du arbejder, og mens du leger – kort sagt når du har dem på. De sporer derfor også, hvad du laver mellem dykkene. Husk det, når jeg går videre til at tale om dykkersikkerhed senere i denne artikel.

Disse mærker står nu for over 90 procent af markedet for dykkercomputere i Taiwan. Almindelige dykkere køber ikke længere dykkercomputere, som man kun har på, når man dykker. For et par måneder siden bragte jeg en historie i mit nyhedsbrev Scuba Conversational om Oceanic-appen, der er lavet til det nye Apple Watch Ultra, og som gør det til en fuldt funktionel dykkercomputer. Nu har Huawei netop annonceret sit eget fuldt dykkerkompatible smartwatch, kaldet Ultimate. 

Livsstilsenheder

Der er en verden til forskel mellem disse enheder og de dykkercomputere i urstørrelse, der kom frem i 1990’erne. Det var egentligt blot dykkercomputere, der var miniaturiseret og modificeret, så man kunne gå med dem hele tiden og vise verden, at man var dykker. Disse nye modeller er livsstilsprodukter med dykkerfunktion, fremstillet af de største teknologivirksomheder i verden.

Som websitet Techcrunch.com skrev i sin anmeldelse af Apple Watch Ultra: ”Apple har en lang historie med at give dødsstødet til etablerede virksomheder, og det ser ud til, at dykkercomputere står for tur. Apple Watch Ultra kan således sammen med en app bruges som en fuldt funktionel dykkercomputer. Med en pris på 799 dollars er det konkurrencedygtigt med avancerede dykkercomputere, men det tilføjer en masse kraftfuld funktionalitet, som ikke tidligere har været tilgængelig i en dykkercomputer, mest i kraft af, at det er en generel enhed snarere end et specialiseret værktøj kun til dykning.”

En del af anmeldelsens titel lyder: ”... Suunto burde være skrækslagne ...”

Da jeg arbejdede i Delta P, var vi begrænsede af den teknologi, vi havde adgang til, og den var altid mange år bagud. Vi brugte chips og skærme, som var blevet til overs, da mobiltelefonindustrien gik videre til bedre ting. Vi havde ikke råd til at købe nyere teknologi, fordi dykkermarkedet er et lille nichemarked, og vi kunne ikke masseproducere. Hver computer blev samlet i hånden. Og vores topmodel kostede stadig 1.500 dollars, selv om det var som om, man kiggede på et forrigt årti, når man sammenlignede den med sin telefon.

Sådan er det ikke længere! Apple, Huawei, Crest, Atmos og Garmin har skubbet dykkercomputerteknologien ud af fortiden og ind i fremtiden. Fra nu af vil dykkercomputerteknologien være banebrydende. Der er god grund til at tro, at det kan få flere yngre mennesker til at begynde at dykke, at flere nye dykkere vil bruge elektronik til at overvåge deres dyk fra første dyk, og at de vil bruge enheder, som de allerede ejer og er vant til at arbejde med.

Forbedring af dykkersikkerheden 

Det er meget positive ting. Men den største nyhed er, at denne udvikling også kan betyde et stort spring fremad med hensyn til dykkersikkerhed. Lad mig forklare det.

I 2017 udgav jeg bogen Scuba Physiological, som var en række essays af forskere og specialister i dykkermedicin, der opsummerede, hvad vi i øjeblikket ved om, hvad der sker med vores kroppe, når vi dykker. Disse essays var oprindeligt blevet udgivet i The Science of Diving, en bog skrevet af forskere til forskere, som var ret svær at læse, hvis man ikke var forsker. Mit mål med at omskrive essayene til Scuba Physiological var at formidle de vigtige oplysninger, de indeholdt, og gøre dem mere tilgængelige for lægmandsdykkere som dig og mig, der ikke har en ph.d. Et par uddrag fra disse essays, som blev skrevet for ca. 10 år siden, er endnu mere interessant læsning i dag, hvor vi kan se hvor dykkercomputerteknologien nu er i færd bevæge sig hen.

Uddrag 1

”De fleste fritidsdykkere bruger i dag dykkercomputere og har fuld tillid til dem. Men ... de algoritmer, de bruger, er langt fra perfekte, og selv de mest pålidelige computere accepterer stadig en sandsynlighed for DCS på mellem 2 og 5 % ... De fleste fritidsdykkere ved det bare ikke. Professionelle inden for dykkermedicin og -teknologi ved, at DCS aldrig helt kan udelukkes, om end det hænder sjældent.

”Dekompressionens komplekse fysiologi involverer ikke kun gastryk og virtuelle rum eller andre modeller, men også meget variable fysiologiske parametre som kropstemperatur og hydreringstilstand. Vi mener, at enhver større indsats for at forbedre dekompressionsalgoritmer i fritidsdykkercomputere kan være en dyr og i sidste ende ret nytteløs indsats, medmindre den er rettet mod en personlig dekompressionsalgoritme, der tager højde for individuelle fysiologiske parametre.

”Pålidelighedsgrænsen for eksisterende valideringsprotokoller for dykkercomputere er nået, og den nye grænse vil være at forbedre vores evne til at tilpasse konservatismeniveauerne i dykkercomputere i henhold til fysiologiske variabler. Dette kunne være baseret på ... sensorteknologi i realtid, der tillader en direkte grænseflade mellem dykker og dykkercomputer.”

Uddrag 2

”Ved fritidsdykning ... vil enhver algoritme ende med at give nogenlunde den samme dekompressionsprofil, men det betyder ikke, at fysikken og den fysiologiske modellering bagved er korrekt. Hverken dykningens fysik eller de fysiologiske ændringer, der er forbundet med den, er fuldt ud forstået. Da risikoen for TFS har vist sig at afhænge af mange fysiologiske variabler, skal forskningen fokusere på, hvordan individuelle fysiologiske faktorer påvirker antallet af bobler og boblevæksten, så disse oplysninger kan indarbejdes i personlige dekompressionsalgoritmer, der tager højde for fysiologiske faktorer og interpersonelle forskelle, herunder personlige faktorer som motion, kondition, fedme, hydrering og temperatur, genetiske faktorer og individuelle reaktioner på stress. I øjeblikket har dykkercomputere ingen mulighed for præcist at forudsige din afgasningshastighed, og slet ikke efter at du er kommet op til overfladen. Computere kender ikke dit hjertes tilstand eller din vejrtrækningsfrekvens. De kan ikke se, om du er ung eller gammel, i god eller dårlig form, tyk eller tynd. De har ingen idé om, hvilken fysisk aktivitet du laver mellem dykkene, og de ved heller ikke, hvor godt eller dårligt hydreret du er.”

Nuværende og fremtidig teknologi

Men dit smartwatch ved det. Nutidens teknologi kan allerede levere de fleste af disse oplysninger, og at få resten af dataene ville bare være et spørgsmål om input og programmering. 

Læg mærke til den hyppige brug af ordet ”personaliseret”. Dit smartwatch overvåger hele tiden din ”personlige” fysiologiske status, og man kan sagtens forestille sig, at der indføres en algoritme, som fortolker målingerne for at vurdere niveauet af dekompressionsstress efter et dyk. Måske kan der i fremtiden tilføjes sensorer, der overvåger tilstedeværelsen og mængden af bobler i blodbanen.

Vi står måske på tærsklen til en revolution inden for dykkersikkerhed, men der er en vigtig faktor, du skal tage med i dine overvejelser. 

I fremtiden er det sandsynligt, at selv om du og din dykkerpartner har den samme dykkerhistorie og bruger den samme enhed med de samme indstillinger, vil jeres fysiologiske status ikke være den samme. I vil have forskellige sygdomshistorier, forskellige søvnmønstre, forskellige højde/vægt-forhold og forskellige træningsmønstre og hjertefrekvenser. Jeres aktiviteter før og mellem dykkene vil ikke være identiske. Den ene af jer har måske drukket mere vand end den anden eller hvilet sig mere. 

Derfor kan dit smartwatch under hensyntagen til alle disse faktorer indstille en forskellig no-stop-grænse for hver af jer eller kræve, at en af jer foretager længere dekompressionsstop end den anden, baseret på jeres fysiologiske status. Under visse omstændigheder kan den endda anbefale, at du står over det næste dyk. Og hvis du insisterer på at afvise dens anbefaling, kan den tilmed nægte at fungere.

Ville du acceptere det? 

Nogle tekniske dykkere har allerede oplevet dette dilemma. Controlleren til Poseidon Cis-Lunar Mk V rebreather har en dyk/ikke-dyk-funktion. Hvis den opdager, at der er noget galt med enheden – gasblandingen, iltsensoren, elektronikken, hvad som helst – vil den nægte at gå i dykketilstand og gøre rebreatheren umulig at dykke med, indtil den bekræfter, at alt er, som det skal være. Du tænker måske, at det giver perfekt mening, og at det er en funktion, der kan redde liv. Og du har fuldstændig ret. Men du kan forestille dig, hvor frustrerende det er, når du er ude på dykkerbåden og vil dykke, og computeren siger ”Nej!”

Der har været tilfælde, hvor rebreather-dykkere (som ikke bruger Poseidon) har reageret på advarselsalarmer ved at slå dem fra og dykke alligevel, for blot at drukne efterfølgende. 

Vil vi i fremtiden være kloge nok til at lytte til vores smartwatches, når de fortæller os, hvordan vi skal dykke, eller endda om vi skal dykke eller ej? Vil vi overhovedet have et valg?