Helt tilbage til sportsdykningens spæde start har neopren været det foretrukne materiale til fremstilling af både våd- og tørdragte efter at det blev opfundet i 1952 af fysikeren Hugh Bradner fra University of California i Berkley.

Det kommer dog som en overraskelse for mange nutidige tørdragtsdykkere at erfare at før 1990erne blev stort set alle tørdragte næsten udelukkende lavet af neoprengummi, og det med god grund. Neopren kan tilskæres og figursyes, det isolerer og har en veldefineret opdrift, og materialet udgør en vandtæt eller sågar lufttæt barriere. Det vigtigste af disse egenskaber er dog at isolationsevnen som selv under ekstreme forhold er fremragende.

I slutningen af ​​1980'erne og begyndelsen af ​​1990'erne begyndte de første membrandragter (aka skaldragter) at komme på markedet. Denne nye type var primært udviklet af Dick Long og hans team hos Diving Unlimited International (DUI), og bestod af en relativt skrøbelig vandtæt membran (typisk lavet af butyl) lamineret mellem to beskyttende lag af et slidstærkt materiale som nylon eller polyester.

De nye skaldragter blev hurtigt populære, fordi tidens neoprendragter var meget tunge og omfangsrige, og mange havde den opfattelse at en overdreven mængde vægt var påkrævet for neutral afvejning, selvom dette mest var et spørgsmål om øvelse. Med de nye letvægtsmaterialer kunne man nu producere lette dragter der ikke alene holdt dykkeren tør men også gav mere bevægelsesfrihed.

Den nye teknologi havde mange fordele. Skaldragterne var lettere, nemmere at rejse med og sammenlignet med datidens neopren-tørdragter var de betydelig behageligere at have på, især på overfladen.

Neopren-tørdragterne var typisk lavet af kraftigt materiale i 5 mm eller 7 mm tykkelse, som isolerede fremragende, men på bekostning af øget vægt. De havde en større opdrift, især på lavt vand, og et større omfang, hvilket reducerede dykkerens bevægelsesfrihed betragteligt. Disse egenskaber gjorde neoprendragterne til lidt af udfordring at benytte, hvilket begrænsede brugergruppen til værende kun de mest hårdføre fritidsdykkere med et decideret behov, samt erhvervsdykkere.

Fordele og ulemper ved skaldragter

Da skaldragterne løste mange af disse problemer, resulterede det i at dykning med tørdragt vandt langt større udbredelse blandt sportsdykkere. Deres fordele skulle dog vejes op imod en række andre ulemper eller mangler. For det første yder skaldragter stort set ingen isolation og beskyttelse mod kulde.

I stedet for må man nu bruge en underdragt samt putte mere luft i skaldragten for at kunne holde varmen, hvilket forøger rumfanget og dermed opdriften der derved skal afvejes med mere bly. Desuden både fylder og vejer underdragten noget i dykkertasken.

For eksempel dykker jeg selv med et dobbelt flaskesæt med to 13,5 liter flasker fyldt til 151 bar og rustfri bagplade, når jeg dykker i neopren tørdragt (vandtæt antarktisk dragt, eller min foretrukne O-Three R 2/100 dragt) hvorunder jeg har en tynd underdragt. Med denne konstellation behøver jeg ikke at bruge bly overhoved. Jeg har derimod 3-4 kg negativ opdrift afhængigt af om jeg dykker i salt- eller ferskvand.

At benytte den nøjagtige samme konfiguration ved brug af skaldragt—i mit tilfælde en BARE X-Mission nylon trilaminat, hvorunder jeg bruger en mellem-tyk underdragt for at kompensere for skaldragtens manglende varmeisolation—har jeg derimod behov for ca 9 kg ekstra vægt for at være afvejet. Den ekstra opdrift skyldes den mængde luft, man må holde dragten oppustet med for ikke at underdragten bliver presset flad hvorved den mister sin isolationsevne.

Potentielt problem

Den mængde luft man derfor må lukke ind i dragten, kan imidlertid give visse andre udfordringer, som man lærer at håndtere på et tørdragtskursus. Når man ligger fladt i vandet og vipper fremover kan luften for eksempel løbe ud i benene som er det højeste punkt, hvilket kan føre til at dykkeren bliver drejet rundt på hovedet med benene i vejret.

Dette gør dykkeren ude af stand til at slippe luft ud af dragten da udluftningsventilen typisk sidder på overarmen som nu kommer til at sidde nederst hvor den ikke har nogen effekt.  Deri ligger der et faremoment, for en tørdragtsdykker der er vendt om med fødderne øverst, risikerer at foretage en ukontrolleret opstigning hvis benene blæser op som en ballon. I neoprentørdragter hvor man bruger meget mindre luftmængder er problemet meget mindre og en neoprendragt kan derfor gøre overgangen til tørdragtsdykning lettere for nybegynderen.

Mangel på stræk

Skaldragter kan heller ikke strække sig ret meget. Mens de er meget mere fleksible, eller bøjelige om man vil, kan stoffet stort set ikke strækkes overhovedet. Derved er dykkerens bevægelsesfrihed begrænset af hvordan stoffet er tilskåret. For at give dykkeren tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne svømme med strakte arme, er det derfor nødvendigt at tilføje paneler med ekstra stof til dragten.

Dette ekstra stof giver et større volumen at oppuste, og når det ikke er helt udstrakt—hvilket er det meste af tiden—forårsager det rynker og store folder i dragten, hvilket gør den mindre strømlinet. Det fører derved til større vandmodstand når man bevæger sig gennem vandet, hvilket resulterer i et forøget luftforbrug og større træthed.

Bias cut hype

Mange producenter har påkaldt et såkaldt "bias cut" for at antyde øget stræk i dragten. Selvom dette fungerer med elastiske materialer, der bruges i overfladeprodukter, er det i ret meningsløst hvad angår de laminerede og stive materialer, der bruges i skaldragter. Det forbedrer typisk strækkeevnen med 1-2 %, men hvis du har brug for 2-3 cm og kun får 1 mm, forslår det som en skrædder i helvede. Kort sagt er bias cut skaldragter mest af alt blot et markedsføringsgimmick.

Svær vedligeholdelse og reparation

Et væsentlig forhold der taler imod skaldragter er, at de er sværere at vedligeholde og endnu sværere at reparere. Og for at der skal være fuld åbenhed om hvad jeg baserer mine holdninger på, kan jeg fortælle, at jeg har 30 års erfaring som teknisk dykker og huledykker, og har arbejdet 20 år med salg, design og produktion af tørdragter for flere at de store brands.

Hvad angår skaldragten er min begejstring endt med at være ret afdæmpet. Jeg finder at typen ikke alene er sværere at vedligeholde men også mere kompliceret eller udfordrende at fremstille, hvad kvalitetsdata fra en række producenter også har dokumenteret.

Den vandtætte membran udgør midten af en sandwich, mens slidlagene udgøres af meget porøse materialer, der i mange tilfælde ikke engang vandtætte. Dette gør det meget vanskeligt at forhindre vand i at trænge ind under en lap der sættes på dragtens yder- eller inderside og det vil snart finde frem til og trænge igennem enhver fejl i membranen.

En defekt dragt vil dermed lække eller endda oversvømme. De indvendige membraner er desuden ret skrøbelige og vil over tid nedbrydes og udvikle huller og utætheder, især der hvor dragten hele tiden er udsat for bevægelse og friktion under aktiviteter som svømning.

Nogle materialer, der bruges i skaldragter, som nylon, kan slet ikke bindes kemisk eller limes i felten. Dette får ellers tilsyneladende solide reparationer til hurtigt at mislykkes, for faktum er at dragten aldrig bliver egentligt lappet. Hullet bliver blot bare midlertidigt tilstoppet. Dette understreger blot hvad der formentlig er dragttypens største svaghed: En dykker, der endda måske blot er moderat aktiv, kan kun forvente at få omkring fem eller seks års brug ud af en skaldragt.

Nyudvikling inden for neopren

Den gode nyhed er, at udviklingen af ​​moderne neoprenmaterialer, som producenter af våddragter har nydt godt af i de senere år, også er kommet tørdragter til gode. Nu fås neoprentørdragter i tyndere, mere holdbare og mere fleksible materialer, der er mere strækbare men stadig evner altid at holde dykkeren tør.

Når man dykker med en våddragt, og neoprenen gradvist komprimeres i takt med det omgivende tryk stiger med dybden, vil der uvægerligt trænge vand ind i dragten, hvilket fører til at dykkeren bliver udsat for tiltagende afkøling. I en tørdragt har man ikke det problem. Så teknologien er kommet fuld cirkel, som teknologi så ofte gør.

Moderne neoprentørdragter er lavet af materialer der kan være så tyndt som 2,5 mm og optil 6 mm tykkelse. Nogle af de mere robuste materialer har en slidstyrke, der tillige er 80 gange højere end ældre neoprenprodukter og de fleste skaldragter. De er lettere og meget mere fleksible end neoprendragterne fra det 20. århundrede, og fordi de alle har både en betydelig strækevne og en større iboende isoleringsevne, kan de tilskæres så de er mere eller mindre figursyede.

Et sådant design reducerer vandmodstanden og dermed luftforbruget. Der spares ikke bare åndingsgas ud fra et lavere respirationsbehov, men også fordi det kræver mindre gas i dragten for at holde dykkeren varm. Det lavere indre rumfang nedsætter også risikoen for gaslommer og tab af trim på grund af gas der bevæger sig rundt i dragten, hvilket altid er et større risikomoment med skaldragter.

Nem reparation

En anden fordel ved neopren er, at det er let at reparere. Der findes adskillige meget effektive limprodukter, der handles over disken i dykkercentre, der kan bruges til at lukke rifter og forsegle punkteringer af varierende størrelse, selv nålehuller, ganske nemt. Ved små huller behøver du ikke engang vente på, at dragten tørrer.

Hvis du medbringer en tube med f.eks. AquaSeal og en sprøjte (eller en lignende anordning til at skubbe lim ind i små huller), kan du kan håndtere stort set enhver læk, bortset fra forseglinger eller lynlåsfejl. Dette giver neopren et kæmpe fortrin, hvis du skal på dyre dykkerture, der ellers ville blive ødelagt af en dragtfejl eller dyk, der af en eller anden grund er nødvendige.

Overlegne termiske egenskaber

Men den største fordel ved neoprentørdragter er uden tvivl deres isolationsevne. Laboratorietest viser da også at neopren er det bedst isolerende iblandt alle testede materialer. Med tørdragter behøver du derfor heller ikke bekymre dig om ​​foring, for neoprenen er i sig selv vandtæt. Det betyder, at de mest slidstærke materialer kan benyttes til at dække og beskytte gummiet, og i modsætning til våddragter er der intet tab af isolationsevne. Faktisk kan de rigtige valg af materialer faktisk bidrage til dragtens evne til at begrænse tab af varme.

Klima kontrol

Med hensyn til klimaet i dragten har begrænsning af kondensdannelse stor betydning for komforten, og atter er neoprendragter overlegne. Brugere af skaldragter er tvunget til at bruge fugttransporterende underdragter, der kan absorbere den kondens, der uvægerligt vil danne sig på nedstigningen af et dyk. Hvis man tilmed dykker på en varm og lummer dag, kan kondenseringen i dragten kan være betragtelig, selv i moderat køligt vand. På grund af neoprenens termiske egenskaber er denne kondenseringseffekt stærkt reduceret.

Sluttelig, såfremt din tørdragt skulle lække under dykket, er du meget bedre stillet med neopren. En delvist oversvømmet neopren-tørdragt bliver nemlig bare til en våddragt der stadig kan holde på varmen hvorimod en skaldragt bliver kold.

Skaldragter kan dog være at foretrække i forskellige situationer. De bruges f.eks. ofte af dykkere i tempererede og tropiske zoner, hvor dragtens integritet ikke er så afgørende for at kunne dykke. For dykkere, der derimod dykker i mere krævende miljøer eller dem, der bare kræver ensartet ydeevne, er der mange gode grunde til at vælge en moderne neopren-tørdragt, især når man ser på prisskiltet.

En af de bedre neoprendragter vil typisk koste mindre end tilsvarende skaldragter. Det er yderst sjældent indenfor dykning, at den bedre type produkt fås til en lavere pris men det lader til at være tilfældet her. Selv de billigere neoprentørdragter yder en bedre beskyttelse til en pris der ikke ligger betydeligt over en god semidry eller 7 mm våddragt af bedste kvalitet. For nybegynderen er neoprentørdragten desuden den nemmeste type at bruge til overgangen til tørdragtsdykning. ■