Annonce

Ved at inkludere dykkere til vores undervandsbilleder kan vi skabe en følelse af udforskning, fremhæve et fokuspunkt og give scenen en fornemmelse af størrelse, især ved vidvinkelfotografering af rev og skibsvrag.

Seerne vil drages mod modellens blikretning. Foto: Kate Jonker.

Contributed by

Factfile

Kate Jonker er undervandsfotograf og skribent, bosiddende i Sydafrika. Hun underviser i undervandsfotografering og er dykkerguide, fotograf og skipper for sin mands dykkercenter, Indigo Scuba i Gordon’s Bay, Cape Town. 

Katejonker.com.

(Foto øverst på siden af Kate Jonker)

I årenes løb har jeg lært en række tricks, der har hjulpet mig med at tage bedre billeder af dykkere. Her er nogle, tip du kan prøve af på dit næste dyk.

Hav styr på din opdrift

Mit første råd til alle dykkere, der gerne vil tage billeder, er at få helt styr på opdriften, før man bringer et kamera med under vandet. Du kan ikke tage billeder, hvis du flagrer rundt og kæmper med afbalanceringen, eller hvis du konstant fylder og tømmer din BCD. Hvis du derimod mestrer kunsten med neutral opdrift, inden du tager kameraet med i vandet, bliver dine billeder meget bedre fra starten af, og revet og dine buddies vil takke dig for det.

Billede
Upside down
Venner kan tilføje et strejf af humor til dine fotos. Foto: Kate Jonker

Din model

Selvom det er nemt at knipse løs af andre dykkere under vandet, vil dine resultater være skuffende, og du vil sandsynligvis blot irritere folk, hvis du konstant fyrer flashen af lige ind i deres ansigter. For at tage virkelig gode billeder af dykkere er det som regel også meget bedre at have en tålmodig makker, der er villig til at stå model for dig, er komfortabel i vandet, og har et godt trim og fremragende opdriftsevner. En anden undervandsfotograf er ofte ideelt, da I så kan skiftes til at agere model for hinanden.

Dinglende udstyr

Sørg for, at din models udstyr er trimmet, klipset fast og ikke dingler. Strittende udstyr – uanset om det er manometre, octopus, lommelygte eller overfladebøje – ser sjusket ud og kan beskadige specielt koraller, men også andre omgivelser. Forkert placeret udstyr, som f.eks. en octopusslange over modellens skulder (i stedet for under armen), ser desuden uprofessionelt ud og vil helt sikkert få et par øjenbryn til at løfte sig.

Modellens hår

Langt, fritflydende hår kan være svært at styre under vandet. De eneste gange, hvor det som regel lykkes, er, når du tager billeder af dine modeller, mens de svømmer. Alt, hvad de skal gøre, er hurtigt at vippe hovedet bagover og svømme hen over billedrammen, mens du tager billeder af dem med håret flagrende smukt bag dem. Til billeder, hvor dine modeller ikke svømmer, kan du bede dem om at binde deres hår op eller dække det med en hættetrøje eller bandana. Det ser meget pænere ud. Bandanaer kan også tilføje et strejf af farve til dine billeder og passer til både mandlige og kvindelige modeller..

Masks

Husk altid at bruge noget anti-dug middel i masken, inden du går i vandet. For det første skal du sikre dig, at du selv kan se klart, når du tager billeder. Der er heller ikke noget værre end at se billeder af dykkere med duggede masker. Det ligger i menneskets natur at søge øjenkontakt, og en dugget maske distraherer, ser uprofessionel ud og ødelægger simpelthen billedet. På samme måde skal du sørge for, at dine modeller heller ikke har for meget vand liggende i bunden af deres masker.

Masketyper

Et klart eller gennemsigtigt maskeskørt er det bedste valg til de fleste fotos. Det lader mere lys komme ind i masken og fremhæver ansigtet og øjnene. Til et mere ”teknisk” billede fungerer masker med mørkt skørt ofte godt, men du skal virkelig have styr på belysningen og sørge for at belyse indersiden af masken og dykkerens øjne korrekt

Et stænk af farve

Få din model til at bære udstyr med farverige detaljer. Masker, finner, våddragter og endda BCD’er med farverige paneler er altid med til at give et farvestænk til et foto. Personligt foretrækker jeg, at disse ”stænk” alle har samme farve eller nuance. Et strejf af vandfast mascara og eyeliner kan også hjælpe med at få øjnene til at poppe, men lad være med at gå over gevind – prøv derimod at holde make-up naturlig (for mandlige dykkere er make-up ikke obligatorisk).

Brug en kraftig lygte

En god, kraftig dykkerlygte kan bruges på rigtig mange måder, især når du fotograferer en dykker i en grotte eller et vrag, eller når du har en mørk baggrund, og dykkeren er i silhuet. Få din makker/model til at bruge en lygte til at fremhæve bestemte områder, da beskuerens øjne naturligt vil følge lysstrålen. Når modellerne er tættere på dig, kan de endda bruge deres lygter til at give billedet en interessant effekt.

Kamera- og flashindstillinger

Start dykket med dine foretrukne kameraindstillinger til vidvinkelbilleder, og juster lukkerhastigheden for at gøre vandet i baggrunden lysere eller mørkere. Dosér derefter dine flash til at belyse forgrunden og din model. Sørg for, at modellen er så tæt på midten af billedet som muligt, især hvis du bruger en fiskeøje-objektiv, ellers bliver modellen forvrænget, hvis han/hun er for tæt på billedrammen.

Hvis din modeller befinder sig længere væk, vil du ikke kunne belyse dem, og deres hud og hår vil få et blåt skær. I disse tilfælde skal du koncentrere dig om at belyse forgrunden korrekt og i stedet have dykkeren som en silhuet mod baggrunden. Hav revet, gorgonien eller havdyret som stjernen i showet; belys dem og placer dykkerens silhuet i en af rammens modsatte fjerdedele.

Planlæg billederne på forhånd

For at få mest muligt ud af din begrænsede tid under vandet, hjælper det, hvis du både kender dykkestedet og den slags havdyr, du forventer at se. Diskuter på forhånd, hvilke billeder I vil tage. Jeg finder det nyttigt at have lignende billeder på min iPad eller smartphone, som jeg kan vise mine modeller på forhånd, så de har en idé om, hvad jeg prøver at opnå.

Modellens placering

Til nærbilleder, hvor din model kigger på en fisk, et dyr, en søfjer eller en genstand, skal du få modellen til at dreje masken i din retning, men samtidig kigge på det egentlige motiv (vinklen skal ikke være for stor). På den måde kan du lyse modellens øjne op med dine flash og skabe et fokuspunkt, da beskueren vil følge modellens blik. 

Ved nærbilleder kan du i stedet få modellen til at kigge dig over skulderen. For dykkere, der kigger rakt ind i kameraet, kommer nemt til at se skeløjede og lidt arrige ud. 

Lad aldrig dine modeller sidde, stå, røre ved eller holde fast i noget marint liv, rev eller vrag. Ikke alene kan de beskadige revet eller livet i havet, de kan også skade sig selv på stikkende eller skarpe genstande.

Ved vidvinkelbilleder skal modellerne helst svømme på tværs af billedet, parallelt med kameraet, helst med knæene samlet og det ene ben bøjet i en sparkebevægelse. Det er den mest naturlige måde at fotografere en dykker på, og det giver dig mulighed for at få virkelig flotte actionbilleder. 

Når jeg selv agerer model, synes jeg, det er meget nyttigt at betragte mit spejlbillede i min makkers domeport for derved at tjekke, om min placering er korrekt..

Bobler

Udåndingsbobler foran din models ansigt vil ødelægge et billede. Da dykkere aldrig bør holde vejret under vandet, skal du bede dine modeller om at trække vejret normalt og tage billedet, når de har åndet ud, og boblerne er væk fra deres ansigter og lidt over deres hoveder. Ofte lader jeg boblerne blive i billedet for i stedet at redigere billedet efterfølgende.

Kommunikér med din model

For at lykkes med at tage de ønskede billeder, er kommunikation altafgørende, og det er derfor vigtigt, at I bliver enige om de håndsignaler, I vil bruge, som for eksempel:

  • Kom tættere på eller gå længere væk
  • Svøm i den ene eller den anden retning
  • Gå op eller gå ned
  • Hold din krop vandret eller lodret
  • Stop
  • Vend dig denne vej eller den anden vej
  • Hold benene lige
  • Bøj dit knæ (og hvilket knæ)
  • Gør det igen
  • Lygte tændt eller slukket
  • Se på motivet eller henover min skulder

At tage gode billeder af dykkere under vandet kræver planlægning, kommunikation og teamwork. Når din model har dykket med dig et par gange, vil vedkommede begynde at forstå, hvad du forventer af dem, især hvis I i fællsskab diskuterer billederne efterfølgende. Husk dog altid, at det skal være sjovt og sikkert for jer begge og ikke have nogen indvirkning på miljøet.   ■

Annonce