Vi er alle skabt forskelligt og nogle med et så snævert eustakisk rør, at selv den enkleste trykudligning bliver svær eller endog umulig. At kunne trykudligne er selvfølgelig essentielt, hvis man gerne vil dykke, men andre mennesker kan også være generet af manglende evne til at trykudligne. At rejse med fly kan, for eksempel, være udelukket, men selv en så simpel ting som at køre med metroen eller med tog under Storebælt, hvor der sker en trykforandring, når man kører ind og ud af tunnelrøret kan for nogen være associeret med så meget ubehag at oplevelsen helst undgås. Men det findes der heldigvis råd for, eller rettere behandling.

Behandling

Det er en vinterlig formiddag, da jeg begiver mig på vej til Charlottenlund Privathospital, som er specialiseret indenfor øre-, næse og halsbehandlinger, hvor jeg skal overvære en ballonudvidelse af det eustakiske rør. Det er en procedure, hvor der skabes bedre passage, så man kan trykudligne og den udføres ved, at der føres en tynd sonde ind i det eustakiske rør, som munder ud bagerst i svælget. Den tynde sonde er hul og rummer en lille ballon, som indføres i det eustakiske rør. Inden i røret kommer ballonen ud af sonden og udvides ved hjælp af saltvand under højt tryk, hvormed den udblokker det eustakiske rør.

Min egne erfaringer og brug af hospitaler har stort set begrænset sig, og heldigvis da, til diverse skadestue besøg, scanninger og ambulante undersøgelser på store klodser som Riget og Gentofte sygehus, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle lede efter eller forvente. Men Google maps på mobiltelefonen leder mig hurtigt på rette vej, og jeg tager elevatoren op til 3. sal i den moderne bygning, der bekvemt ligger tæt på Charlottenlund Station.

Jeg kommer ind i lyse og venlige lokaler, og venteværelset er fyldt med en skønsom blanding af forskellige aldre og typer, som enten, går jeg ud fra, skal undersøges, behandles eller have en opfølgende konsultation. Jeg bliver ført ind i personalets frokoststue for at vente på at operationen, som jeg skal overvære, skal finde sted. Det er en god stemning, og personalet venne-mobber hinanden, hvilket jeg tager som et godt tegn.

Dagens patient, Felicia, som ikke selv er dykker, men som er en af dem, der har gener ved bare at køre i metroen, har givet mig lov til at overvære proceduren og gør sig nu klar, mens hun får en briefing af læge og klinikchef Jacob Fisker, der også er dykkerlæge. Han forklarer bl.a., at selve indgrebet blot tager ca. 2 minutter for hvert øre, men at det må foretages under fuld narkose, fordi det trods alt ville være alt for ubehageligt og gøre for nas til, at man kan ligge stille nok. Jeg kom umiddelbart til at tænke på dengang, jeg fik taget polypper som barn.

Operationen

Operationsstuen er fyldt med teknik og apparater. Patienten får først lagt et intravenøst kateter, hvorigennem lægemidlerne, der udgør den indledende anæstesi (bedøvelse), bliver administreret. Så snart bevidstløshed er indtruffet indføres et såkaldt endotrakealt rør i luftvejene således at narkoselægen kan ventilere patienten, der ikke selv kan trække vejret under fuld narkose. I dette tilfælde anvendes et specielt rør, der ikke blokerer for adgang til det område af svælget, som man skal nå. Alt dette tager ganske få minutter. 

Stemningen er rolig og professionel, da Jacob Fisker fører den tynde sonde ind igennem næsehulen og finder indgangen til det eustakiske rør bagest i svælget. Sonden er forsynet med et videokamera, så jeg fint kan følge med på en skærm bag ved operationsteamet. Alligevel kan jeg ikke helt greje, hvordan han så nemt og hurtigt får styret sonden ind bag den rette fold i slimhinden og ind i røret – men nu er jeg jo heller ikke læge

Ballonen er nu inde i det eustakiske rør, og Jacob Fiskers assistent står med et lille aggregat i hånden, hvormed han kan øge trykket i ballonen, der fyldes med sterilt saltvand. Det er forsynet med et lille manometer ikke ulig dem, vi kender fra dykning, så jeg kan følge med, når trykket gradvist øges til 10 bar, hvilket råt og brutalt presser rørets vægge fra hinanden og herunder kvaser noget af den omgivende brusk. 

Herefter får ballonen lov at sidde et øjeblik, mens der tælles ned til 2 minutter, hvorefter den hives ud igen. Og det var så det øre. Proceduren gentages så på det andet øre. Der er ikke meget at se derefter, udover at der siver en lille smule blod. Derefter bringes patienten ud af narkose igen, hvilket stort set forgår i omvendt rækkefølge, og det tager ikke langt tid, før øjnene slås op, og jeg hører en søvnig mumlen: ”Er vi allerede færdige?”

Ja, det var så det. Bortset fra Felicia lige var noget omtumlet efter narkosen og naturligt nok skulle bruge en stund komme helt til sig selv og hægterne igen. I det efterfølgende forløb skal patienterne trykudligne 50-100 gange om dagen for at holde passagen åben. For modsat ballonudvidelser af kranspulsårer og lignende kan man ikke indsætte en stent – som er en lille hul fjeder, der holder åren udspilet – i dette område. Patienten må simpelthen holde passagen åben og forhindre, at den falder sammen igen ved at lave en valsalva manøvre mange gange om dagen. Men det bliver vel hurtigt en vanesag, som man ikke tænker meget over.

Jeg har efterfølgende hørt fra Felicia, at hun ingen smerter eller gener har og nu blot afventer at komme til kontrol om nogle måneder.

Marie’s historie

Denne artikel tog egentligt sin spæde begyndelse, efter at jeg sidste år blev kontaktet af Marie Carlé, der er medejer af dykkerrejsebureauet Emocean Travel, som også havde gennemgået en tilsvarende operation efter i øvrigt at have haft en længere række problemer med ørene i forbindelse med dykning. 

Hun beretter, at da hun var 20 år gammel, rejste hun til Thailand, hvor hun agtede at tage et dykkercertifikat, men måtte droppe det i første omgang og i stedet snorkle, fordi hun bare ikke kunne trykudligne. Femten år senere lykkedes det dog alligevel at gennemføre et PADI OWD, men det var ikke uden mange forsøg og smerter.

Marie skriver: ”De efterfølgende 2 år dykkede vi meget. Vi rejste til Sydafrika, Philippinerne, USA, Bali, og utallige gange til Rødehavet og dykkede. Jeg fik på kort tid 200 dyk i logbogen, men det var altid med mig svømmende langs de andre oppe på 2-3 meter de første 10-15 min. af dykket, hvor jeg langsomt kom ned på 10 meter, hvor smerterne forsvandt. Jeg fandt mine egne små tricks ved at suge kondensen ud af min regulator, som jeg kunne synke, mens jeg bevægede min kæbe frem og tilbage.”

Marie havde prøvet alt og været til mange ørelæger, som fortalte hende, at hun bare skulle træne trykudligning, og prøvet Otrivin og steroidspray og meget andet. Men lige meget hjalp det alt sammen. Hun mødte så Jacob Fisker i forbindelse med hendes børns øreproblemer og lærte da om ballonudvidelsen, som hun aldrig havde hørt om.

Efter en tilsvarende operation kunne Marie pludselig trykudligne, men måtte dog have en yderligere ballonudvidelse på det venstre øre efterfølgende. Marie fortæller, at hun efterfølgende har haft hundreder af dyk uden trykudligningsproblemer. ”Jeg har taget yderligere 400 dyk på vores grupperejser, og jeg suser ned på 10 meter, hurtigere end nogen af de andre! Jeg bevæger nærmest kun lige kæben, og så popper de lige så fint. Og bedst af det hele: Jeg er smertefri!”

Et andet problem blev også løst

Marie skulle dog ikke slippe helt så nådigt, for hun var desværre også ude, for at hendes venstre trommehinde sprang på 3m dybde, da hun var på en liveaboard i Rødehavet. Maries trommehinde var blevet meget tyndslidt, formentlig på grund af mange mellemørebetændelser som barn i kombination med mange efterfølgende belastninger problemerne med trykudligning havde givet over årene. Men det var der også råd for. Marie fik simpelthen repareret sin trommehinde ved at der blev transplanteret et stykke brusk fra ører, og allerede efter seks uger efter operation måtte hun dykke igen.

At Marie havde flere problemer med ørerne, er ret usædvanligt, og det skal her pointeres, at de to tilfælde eller problemer har ikke noget med hinanden at gøre. Hendes historie illustrerer imidlertid fint, at der findes flere forskellige behandlinger, der kan hjælpe dykkere med øreproblemer, også som man ellers tror, at der ikke er noget at gøre, eller frygter, at dykkekarrieren er slut. 

Læren man derimod kan drage af disse fortællinger er, at man netop kan komme til at dykke igen selv, når man har døjet med disse kroniske problemer eller har været ude for en uheld. Man skal bare vide at muligheden for behandling findes, og hvor man skal henvende sig.