Formel Tech

Da vi, under første køretime, prøvede at finde koblingspunktet, var det sikkert lige så akavet og famlende som første gang, at vi prøvede et afbalancere eller tømme maske. Efterfølgende, bliver det hurtigt rutine, som vi ikke tænker nærmere over. Begge uddannelser har desuden det tilfælles, at begge består af noget teoriundervisning og praktiske øvelser, og i begge tilfælde, får vi indprentet nogle principper og teknikker, der skal sørge for, at vi færdes sikkert i henholdsvis trafikken og under overfladen.

Parallellerne stopper ikke her. Formel 1 er motorsportens kongeklasse, og kørerne besidder nogen køreegenskaber, at vi andre dødelige kun kan beundre. Men det betyder ikke, at vi skal efterligne dem – i hvert fald ikke på offentlig vej. Så hvis man vil prøve sine grænser af, eller bare køre ræs, må man tage hen på en go-cart bane, hvor man ikke udsætter andre for ufrivillig fare.

Et køreteknisk kursus kan imidlertid gøre dig tryg og sikker i trafikken, og betyde forskellen mellem liv og død i en kritisk situation. Sådan er det også med videregående dykkerkurser.

Formel 1 er også der hvor en masse teknologi, der siden finder vej til almindelige gadebiler, først bliver udviklet, og siden modnet såsom ABS-bremser og hybridmotorer.   

På tilsvarende vis, er teknisk dykning også spidsen af den uddannelsespyramide, som man kan kravle opad som rekreativ dykker. Det er her, at meget af den teknik, metoder og tankesæt, som ender med at finde vej til de indledende sportsdykkeruddannelser, først udvikles. Det kan være noget så basalt som strømlining eller ordentlig finne teknik, men også noget så umiddelbart uhåndgribeligt som udvikling af et mindset, der er fokuseret på sikkerhed og procedurer.

Vi skal ikke alle gøre som de tekniske dykkere, og det er kun de færreste af os, der, i det hele taget, bør gå ind i teknisk dykning. Men vi kan og bør alle betragte og forsøge at forstå, hvorfor og hvordan man gør tingene indenfor den tekniske dykning. Fordi her gør man tingene af gode grunde og for sikkerhedens skyld. Denne gren af dykningen er udviklet til at kunne dykke dybere og i længere tid, så man har været nødsaget til at udvikle metoder, teknik og tankesæt, der kan reducere risikomomenterne derved og sikre, at alle udøvere vender sikkert tilbage til overfladen og kommer hjem til deres familier, i hel tilstand. I dette felt, er man simpelthen nødt til at tage stilling til alle tænkelige scenarier, for hvad der kan gå galt, og finde på måder at håndtere det på.

Det er derfor værd at lytte efter, hvad der sker på den front. Man kan altid lære noget nyt.

I den forbindelse, bringer vi i denne udgave af Sportsdykkeren nogle refleksioner over, hvad disse indsigter og erfaringer betyder, og hvordan de kan finde anvendelse. Først og fremmest er det dybdegående interview med Maria Bollerup, der findes i midten af bladet. Herudover deler Yvonne Press nogle synspunkter om, hvor nogle dykkeres grænser går, og hvorfor huledykning ikke er noget for dem. Men hun påpeger, at grottedykkerundervisning kan være af stor værdi for almindelige sportsdykkere, hvis tankesæt og sikkerhedsprincipper også finder anvendelse ved almindelig dykning.

Som formand Jesper også pointerer i sin spalte på næste side, er der rigtigt mange forskellige måder at dykke på. Ingen er mere rigtig end den anden. Vi skal derfor hver især dyrke dykningen på den facon, som bringer os størst fornøjelse, og det vil og skal altid være et individuelt valg.

— Peter Symes

Redaktør