Kinkis sydligste dykkersteder er draperet i frodige bløde koraller, der minder om de tropiske revlandskaber i Sydøstasien, men Kinki er kun ”tropisk” i halvdelen af året. I vintermånederne kryber koldt vand fra Ruslands kyst sydpå, hvilket sænker havtemperaturerne fra 26°C til temmelig kølige 10°C. De lokale dykkere skifter blot deres tynde neoprendragter ud med tørdragter og fortsætter med at nyde regionens undervandsskønhed hele året rundt.

Vinteren er en særlig god årstid at lede efter Kinkis fantastiske mangfoldighed af nøgensnegle, som halvøen er berømt for. Specifikke arter er forskellige fra den ene by til den næste, så den bedste måde at opleve så mange nøgensnegle som muligt er at leje en bil og køre rundt langs kysten og bruge en dag eller to på hvert sted. De lokale er ekstremt passionerede omkring dykning, så der er ingen mangel på dykkerbutikker, og dykkerguiderne (hvoraf nogle taler engelsk) er eksperter i at spotte små væsner, som besøgende dykkere sandsynligvis ville overse.

Min hustru og jeg var begejstrede ved udsigten til at kunne sætte hak ud for adskillige nye arter på en enkelt tur. Vi gjorde de nødvendige foranstaltninger og fløj til Shirahama, hvorfra der er nem adgang til noget af regionens bedste dykninger.

Tanabe

Vores første stop var Tanabe, en malerisk lille by kendt blandt Honshu-dykkere for sine dybvands-neongule anemoner og selvfølgelig dens store forekomster af nøgensnegle. I andre områder forekommer anemonerne kun under 150 m, men i Tanabe kan du støde på dem inden for rekreative dykkerdybder. For at beskytte de skrøbelige anemoner mod ødelæggelse af levesteder, har den japanske regering listet dem som et nationalt klenodie.

Efter et hurtigt dyk til dybderne for at tage anemonerne i øjesyn, arbejdede vi os op ad revets skråning og fik tjekket nøgensnegle af med få meters mellemrum. De mest almindelige nøgensnegle i Tanabe (og i hele Kinki) er 2 cm lange japanske chromodoriser (Hypselodoris festiva), en endemisk art, der er så fremherskende, at de lokale kke længere skænker dem en tanke. Men som førstegangsbesøgende i regionen kunne jeg ikke lade være med at stoppe op hele tiden for at beundre deres kongeblå kapper, kantet i citrongul og toppet af rust-orange gæller.

En anden art, som vi stødte på, både her og senere på turen, var en mangelappet Ceratosoma (Ceratosoma tenue), en nøgensnegl, der bliver 12 cm lang og som kan findes hele vejen fra Japan til det tropiske Afrika. Denne art med varierende farver kan identificeres ved de brede lapper på dens kappe og et giftigt, kemikaliefyldt horn placeret lige bag dens gæller, som den bruger som et forsvarsvåben til at skræmme eventuelle rovdyr, der er tåbelige nok til at nippe i den.

I Tanabe løb vi også ind i en spektakulær farverig nøgensnegl – den dejlige Miamira magnifica. Dette flamboyante dyr er meget varierende i farve, men det, vi fandt, levede op til sit navn – storslået!

På vores anden dag tog vinden til, men vi var stadig i stand til at dykke fra land i en af Tanabes beskyttede bugter. Efter at have krydset nogle flere nøgensnegle af på vores tjekliste, gik jeg på udkig efter clouded salamanders (Aneides ferreus) i en mudret dam tæt på dykkerstedet.

Undervandsoptagelser var umulige i det grumsede vand, men det lykkedes os at få nogle flotte portrætter på bredden. Disse salamandere er endemiske for Japan, og dem i Kinki er særligt bemærkelsesværdige, fordi de lever så tæt på havet, at de har udviklet en vis tolerans overfor over for saltvand. Måske vil dette sagtmodige lille dyr en dag blive stamfader til de første marine amfibier!

Shirahama

Før vi fulgte kysten mod vest, hastede vi tilbage til Shirahama for en dag med dykning. Først dykkede vi på et af Kinkis få tilgængelige vrag – en lille slæbebåd, der vrimlede med flere nøgensnegle, inklusive Theracera pacifica, en sød lille snegl, som de lokale kalder ”Pikachu” på grund af dens lighed med Pokémon-karakteren af samme navn. Vraget var også hjemsted for en håndfuld smukke dragemuræner, der var mere end glade for at posere for kameraet.

Mellem dykkene i Shirahama rendte vi ind i en venlig forsker, som bar på en krukke med en stor, sjældent set, dybvandsnøgensnegl. Det fangede bløddyr skulle studeres nærmere ved et lokalt universitet. Efter en animeret samtale på japansk, med vores divemaster, smilede forskeren og afleverede krukken, som vi tog med os på det følgende dyk. Da vi nåede havbunden, slap vores divemaster den fri, så vi kunne få et par billeder af en art, som ellers ville være umulig at se. Den klattede nøgensnegl var en sandbeboer, som straks forsøgte at grave sig frem til friheden, men det stakkels bløddyr blev hurtigt genfanget og efter aftale returneret til sin ejer.

Konceptet med et nøgensneglefoto på dåse var ret komisk, men det, der imponerede mig ved oplevelsen, var, hvor velvillige og behjælpelige alle som vi traf var.  Overalt blev vi behandlet som kongelige. Dette var sandt i hver eneste dykkerbutik, hvert hotel og hver restaurant, vi besøgte. Japansk gæstfrihed kender tilsyneladende ingen grænser!

Kushimoto

Vores næste stop var ved en lille fiskerby på den sydlige kyst af Kinki kaldet Kushimoto. Her var revet relativt stenet, men dykkerstederne var spækket med stimefisk, som jeg ville have elsket at fotografere, hvis bare jeg havde tid nok til at presse et vidvinkeldyk eller to ind. Ikke overraskende var makrolivet også fremragende. Bemærkelsesværdige nøgensnegle inkluderede Okenia japonica og Okenia hiroi – begge endemiske for Japan og hver især mindre end et korn sushi-ris.

Kushimoto viste sig at være et glimrende sted at fotografere tudsefisk. Vi faldt over mindst tre arter på et enkelt dyk, men min favorit var en lille, orange og hvid klovnetudsefisk på størrelse med en ært.

Kushimoto leverede også adskillige crinoid squat hummere, som man normalt ville forvente at se i troperne. Jeg gætter på, at om sommeren ville de ikke virke så malplacerede, men det er en mærkelig følelse at fotografere tropiske arter, mens man er iført tørdragt, hætte og store neoprenhandsker.

Owase

På vores femte dag havde mine trætte øjne brug for et hvil fra den vidunderlige verden af japansk supermakroliv, så vi tog til et berømt vidvinkeldykkersted nær en by kaldet Owase.

På vejen stoppede vi ved Hashigui-iwa Rocks, hvor kystlinjen er eroderet til en række dramatiske spir, der siges at ligne brosøjler. Legenden siger, at en buddhistisk lærer ved navn Kobodaishi skabte spirene på en enkelt nat for at vinde et væddemål med en falden engel.

Dykkerstedet ved Owase er faktisk et kunstigt rev lavet af metalbjælker, der drypper af hårde og bløde koraller af enhver form og farve. Ingen af de lokale husker præcis, hvor længe siden revet blev skabt, men de anslår, at det blev rejst i slutningen af 1960’erne. Den rene biomasse af vækst på det menneskeskabte rev har gjort den underliggende struktur fuldstændig uigenkendelig – et lysende eksempel på havets evne til at blomstre med en vis hjælp fra fremadstormende mennesker.

Store havaborrer og pigget udseende Skt Peterfisk svømmede selvsikkert ind og ud af de åbne områder, som om de ejede stedet, hvilket de på sin vis egentlig også gjorde. Jeg har altid ønsket at fotografere Skt Peterfisk, så disse ekstremt tamme eksemplarer var en fin tilføjelse til et allerede imponerende dykkersted.

Shima

Efter Owase havde vi lige tid nok til at presse endnu en dykkerdestination ind. For mangfoldighedens skyld tog vi til Shima i den aller-nordøstlige del af Kinki, hvor koraller viger for blidt svajende tangskove. Mange af fiskene og hvirvelløse dyr i Shima er nære fætre til arter, der forekommer i det vestlige Canada og Alaska, men med en subtilt anderledes japansk flair.

Vi valgte især Shima, fordi vi havde hørt, at det er et fantastisk sted at fotografere japansk klumpfisk, og vi blev ikke skuffede. Klumpfiskene er bittesmå kugler af nuttethed. Deres finner er så små i forhold til deres kroppe, at de er frygtelige svømmere, men deres modificerede brystfinner danner en sugekop, der hjælper dem med at holde sig til sten eller tangblade, når bølgegangen er ved at skubbe dem rundt.

Klumpfisk kommer i mange farver afhængigt af deres miljø. Vi så en række forskellige farvevarianter, men de smukkeste var en dyb pink, der skilte sig ud mod den tangfyldte baggrund.

Ligesom andre steder var der ingen mangel på smukke små havsnegle. Mange var arter, man kan se i hele Indo-Stillehavet, men der var også et par sjældenheder.

Jeg brugte mine sidste minutter på at prøve at fotografere en blå drage nøgensnegl (Pteraeolidia cf semperi). Det var udfordrende at skyde makronøgensnegle i bølgegangen, men til sidst fik jeg nogle relativt skarpe billeder og trak mig tilbage til dykkerbåden for den korte tur tilbage til land.

Eftertanker

Det lykkedes os at fotografere 48 forskellige nøgensnegle på 12 dyk og se utallige flere, som enten var for små eller for akavet placeret til at fotografere, plus et stort udvalg af endemiske fisk og krebsdyr. For makrofans bør Kinki helt klart være på den internationale dykkers bucket list, især for nøgensneglnørder som os! ■