Hvilket betydning har skibsvrag, vindmølleparker, kunstige rev og andre strukturer på havbunden for udbredelse af dyre og planteliv i havet?

Øbiogeo...vafferno’ed!? Hvilket radbrækkeligt udtryk og sammensurium af begreber vil nogen måske tænke. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi er ”Øbiogeografi, biogeografisk disciplin, der analyserer antallet af dyre- og plantearter på øer eller ølignende arealer, fx i søer, på bjerge eller i isolerede skovområder.” I denne forbindelse skal ølignende arealer forstås ikke blot som rigtige øer – et mindre område af land der er omgivet af vand på alle sider – men afgrænsede arealer der udgår et væsentligt andet miljø end de omgivende arealer. Det kunne f.eks. være isolerede stenrev omgivet af større områder med sandbund, eller vrag for den sags skyld. Det, der i nærværende dykkermæssige sammenhæng betyder noget, er den fysiske tilstedeværelse af væsentlige genstande på en ellers karakterløs havbund som kan være levested eller endog facilitere udbredelse og migration af arter. I en større betragtning indgår det selvfølgelig også at mange menneskeskabte strukturer, der ender på havbunden, kan forurene – såsom skibe, der forliser med store mængder brændstof ombord eller lastet med miljøskadelige produkter, eller konstrueret med materialer, der kan være giftige for livet i havet. Det er også derfor der er behov for en grundig rengøring af udtjente fartøjer som man agter at sænke for at blive til kunstige rev. Men den side af sagen er et større emne vi kan tage op ved anden lejlighed.

En struktur på havbunden, såsom et skibsvrag, giver ikke kun ly for fisk og andet liv i havet, men udgør i mange tilfælde også et fysisk substrat, hvorpå fastsiddende organismer, såsom koraller og tang, kan fæstne sig. På denne måde kan strukturen blive et levested i sig selv, og som sådan måske endda et betydningsfuldt et.

Lad os nu forestille os at vi har to sammenlignelige skibsvrag, hvoraf det ene er placeret i et forskelligartet område med masser af koraller eller andre naturlige strukturer, mens det andet er placeret på en gold sandet eller mudret havbund. I sidstnævnte tilfælde kan denne kunstige struktur blive et levested for en række skabninger, som ikke ville overleve på den almindelige bund. Sådan et vrag udgør en virtuel ø midt i en gold vidde. Og det er her, konceptet øbiogeografi kommer ind.

Omdrejningspunktet for denne videnskabelige disciplin er artsrigdommen i isolerede naturlige samfund. Oprindeligt blev dette forskningsfelt udviklet til at studere biodiversiteten på faktiske øer, men den teoretiske ramme blev hurtigt udvidet til begrebet øer i en mere generaliseret forstand – såsom en oase midt i en ørken, pletter af moser i midt på landbrugsjord eller vidder af græsarealer omgivet af motorveje eller urbanisering. Med andre ord, i øbiogeografisk forstand er en ”ø” ethvert område med passende habitat omgivet af en flade af uegnet habitat – en definition, der også klart passer til et skibsvrag, der ligger i sandet område. Fremover og inden for rammerne af denne artikel vil udtrykket ø henvise til dette bredere teoretiske begreb frem for kun at beskrive faktiske øer.

Forbindelse og veje

Ud over at være levesteder, kan øer også spille en vigtig rolle i at lette migrationen eller spredningen af arter ved at give individer på farten mulighed for et pit-stop eller søge ly undervejs. Arter som har gavn heraf kan enten være deciderede migrerende arter, som bevæger sig fra sted til sted ved egen fremdrift – f. eks. trækfugle – eller fastboende arter, der formerer sig gennem spredning af æg, larver, pollen, frø osv. Hvor øer er placeret tæt nok sammen, kan de udgøre det, der kaldes en habitatkorridor, som er en vej eller et netværk, langs hvilke arter kan migrere på tværs af vidder, som ellers ville være umulige eller uoverkommeligt svære at krydse. En sådan immigration er naturligvis i høj grad afhængig af en øs afstand til kilden af koloniserende arter. Øer, der er mere isolerede, er mindre tilbøjelige til at modtage immigranter end øer, der er mindre isolerede, og dermed også tilbøjelige til at huse færre arter. Dette er kendt som afstandseffekten.

Antal arter

Hvor mange arter kan leve på en ø? Dette afhænger af en række faktorer relateret til både isolation og størrelse af øen. Det afhænger herudover af den relative balance mellem immigration og udryddelse. Større øer har desuden en tendens til at kunne opretholde et højere antal arter og individer.

Arter kan aktivt søge mod større øer på grund af deres større ressourcer og flere tilgængelige nicher og større øer kan akkumulere flere arter tilfældigt, alene i kraft af at de er større. Større habitatstørrelse reducerer også sandsynligheden for arters udryddelse som følge af tilfældige begivenheder.

Mindre øer er på den anden side mere modtagelige for udsving og forstyrrelser i deres miljø. For eksempel kan epidemiske sygdomme lettere udslette en hel population på en lille ø. Befolkninger på mindre isolerede øer er mindre tilbøjelige til at uddø, fordi individer fra kildebefolkningen og andre øer kan immigrere og genopbygge øbefolkningen, før den bliver lokalt udryddet. Dette er kendt som redningseffekten.  

Litteraturen i forhold mellem arter og områder er ikke enstemmig, men de fleste plot af dette forhold viser tydeligt en ligevægtsmekanisme, der regulerer antallet af arter, der er til stede på øerne.

Rekolonisering og artssammensætning

I stabile samfund er bestandene af de beboende arter generelt i nogenlunde balance, opretholdt af tæthedsafhængige feedback-effekter som illustreret af kurverne, men hvad sker der, hvis denne ligevægt forstyrres? Springer systemet bare tilbage til hvor det var? I en nu klassisk undersøgelse blev insektfaunaen på en lille mangrove-ø i Florida Keys optalt. Alt dyreliv blev fjernet ved at lægge et dæksel over holmen og pumpe et eller andet giftigt stof ind, som dræbte alt dyrelivet, mens planter efterlod uskadte

Derefter blev øerne observeret for at se, hvor hurtigt de blev genkoloniseret. Når en steady state var opnået, havde øen nogenlunde det samme antal arter til stede som før de blev forgiftet. Interessant nok var sammensætningen af arter dog anderledes.

Tilsyneladende specificerede forholdene på øen ikke, hvilke særlige arter der skulle leve der, men var i grove træk bestemmende for antallet af arter, der kunne leve der.

Fortsat overvågning viste også, at mens antallet af arter, der levede på øen, forblev det samme, ændrede artssammensætningen sig løbende, efterhånden som nye arter ankom, og gamle uddøde lokalt. Efterhånden som ligevægten nærmede sig, havde nye arter stigende vanskeligheder med at få fodfæste, da succesrige kolonister tilranede sig plads og ressourcer, hvilket forhindrede andre i at slå sig ned. Ved ligevægt kunne ingen nye arter tilføjes, medmindre de gamle forsvandt.

Kunstige rev er ikke en erstatning for naturlige rev

Nylige undersøgelser af forskellige skibsvrag i Storbritannien og Det Røde Hav har vist, at disse kunstige rev ofte skaber nye og anderledes habitater end naturlige rev. I 2004 blev den tidligere Royal Navy-fregat HMS Scylla sænket ud for Cornwalls kyst, Storbritannien, for at blive et kunstigt rev. Fra begyndelsen blev vraget nøje overvåget af forskere, der observerede, hvordan det marine liv interagerede med det.  

Ifølge Dr. Keith Hiscock, fra Marine Biological Association i Plymouth, som udførte størstedelen af observationerne, var der nogle overraskelser. De første to år observeredes en massiv kolonisering af søpindsvin – en art som normalt findes under kampesten tæt på kysten. Så ankom læbefisk som spiste søpindsvinene. En koral som forekom på et nærliggende naturligt rev kun 30 meter fra vraget tog tre år før det spredte sig til vraget, men når de først var etableret på vraget, spredte de sig fantastisk og uventet hurtigt.

Viftekoraller på vraget voksede også overraskende hurtigt, fortalte Hiscock til BBC News. Det var ellers den gængse opfattelse, at de blot voksede omkring en centimeter om året, men nogle var vokset 40 cm på få år, forklarede han.

Vindmølleparker

For omkring tyve år siden blev den første store havvindmøllepark i verden med 80 møller opført på Horns Rev (også kendt som Horns Reef), som er et lavvandet område i den østlige del af Nordsøen, omkring 15 km fra Danmarks vestligste punkt.

I dette område, som for det meste er mindre end 20 meter dybt, er antallet af fiskearter steget siden opførelsen af vindmølleparken, viser en undersøgelse offentliggjort i 2012 af DTU Aqua, Statens Institut for Akvatiske Ressourcer. Møllerne ved Horns Rev hviler på fundamenter, der er drevet dybt ned i havbunden og er beskyttet af en rand af omgivende kampesten, som forhindrer strømme i at erodere basen. Undersøgelsen tyder på, at disse stenstrukturer også fungerer som kunstige rev, der giver forbedrede betingelser for fisk, med en rigelig forsyning af mad og husly fra strømmen og tiltrækker fisk som en stenet havbund.  

Som sådan har møllerne skabt levesteder for en række nye arter i området. ”Arter som læbefisk, ålekvabbe og stenbider, der ligesom revmiljøer har etableret sig på de nye rev i området – jo tættere vi kom på hvert møllefundament, jo flere arter fandt vi,” skrev biolog Claus Stenberg, i et nyhedsbrev fra DTU.

Olieboreplatforme

Når gas- eller olieplatforme har udtjent deres oprindelige formål, skal de fjernes. Denne proces kaldes platformsdekommissionering og kan udføres på fire forskellige måder: total fjernelse, delvis fjernelse, væltning og efterladt på plads. Fjernelse af riggene kan være ødelæggende for beboere og nærliggende liv i havet og processen kan medføre forureningsproblemer, så en stadig mere gængs fremgangsmåde er at efterlade en del af eller hele platformsstrukturen på stedet.

Ved at klippe toppen af riggen af og efterlade den høje stålkappe og støtteben, kan man bibeholde, hvad der i mange tilfælde allerede er blevet til et blomstrende levested for livet i havet og samtidig kan olieselskaberne spare mange penge på deres nedlukningsforpligtelser.

Rigs-to-Reefs

Denne proces er blevet kendt under det populære navn ”Rigs-to-Reefs”. Da det skal bemærkes, at da olieplatforme indeholder giftige materialer og ofte er omgivet af forurenet affald, er deres fuldstændige fjernelse berettiget i nogle tilfælde. Forskning tyder imidlertid på, at fiskebestandene omkring platformene generelt er sunde, stabile og reproducerer sig godt.

I deres rapport fra 2011, ”Rigs-to-reefs: Will the deep sea benefit from artificial habitat?” (”Rigs-to-reefs: Vil dybhavet drage fordel af kunstige habitater?”) påpegede forfatterne, at ”... nedlagte rigge kunne øge den biologiske produktivitet, forbedre den økologiske netværksstruktur og lette bevarelse/genopretning af dybhavsbenthos (f.eks. koldtvandskoraller) ved at begrænse adgangen til fisketrawlere.”

Foreløbige undersøgelser tyder på, at nedlagte platforme på lavt vand også kan hjælpe med at genopbygge faldende fiskebestande. Omvendt indbefatter potentielle negative påvirkninger fysisk skade på eksisterende bentiske habitater inden for ”dråbezonen”, uønskede ændringer i marine fødenet, lettelse af spredningen af invasive arter og frigivelse af forurenende stoffer, når rigge korroderer.

De kombinerede økologiske og økonomiske fordele ved at vedligeholde dele af nedlukningsriggene in situ har ansporet mange stater, især i USA, til at lovgive sagen. I Texas pålagde Artificial Reef Act af 1989 Texas Parks and Wildlife Department at fremme og forbedre potentialet for kunstige rev ud for Texas. For at opfylde dette formål udviklede afdelingen Texas Artificial Reef Plan, som blev vedtaget af Parks and Wildlife Commission i 1990. I Californien blev en lignende lov underskrevet af den daværende guvernør, Arnold Schwarzenegger.

Naturlige øer

Disse teorier og modeller har også brede anvendelser i forvaltningen af dyrelivsressourcer, herunder beskyttede havområder og nationalparker. For at disse reserver skal blive succesfulde, gælder de samme principper. Beskyttede områder skal både være store nok til at opretholde forskellige populationer og et tilstrækkeligt antal arter og placeres, hvor de kan tjene som et reservoir for migration.