I 2022 vandt vi Danmarks og Nordisk mesterskab for kvinder for første gang, og det har vi gjort lige siden.

 På skrift og i tale, ja, så lyder det rigtig godt, men grunden kan også findes i • mængden af kvinder der er repræsenteret i sporten • mængden af kvinder der er i Langelands Dykkerklub • hvordan bliver man ”oplært”, til at blive en habil UV jæger.

Nu er undervandsjagt jo mere end konkurrence, og det ville vi gerne fokusere lidt mere på i Langelands Dykkerklub, for vi synes faktisk, vi kan det hele.

Organisering af campen

Derfor valgte jeg at søge fondsmidler til at holde en camp for kvinder. Jeg troede, at det ville være lokale kvinder med lidt kendskab til undervandsjagtverdenen, der ville melde sig – måske en UV jægers kæreste, søster, datter, nabo eller lign. I hvert fald nogle, der havde en UV relation. Men sådan gik det ikke. Tyve kvinder fra hele landet, valgte at prøve kræfter med udfordringen. Seksten af dem havde aldrig prøvet det før. Campen var udsolgt på under en uge.

 I starten var det mig, der med stor opbakning fra bestyrelsen, kasseren i klubben og SHORES Langeland satte gang i projektet. Da midlerne var i hus, fik jeg dog ret hurtigt følgeskab af min UV makker, Heidi Christiansen, som jeg endte med også at danne makkerpar med i resten af forløbet. Mange vilde idéer var oppe at vende – og blev kasseret igen, men mange fandt også vej til lyset.

 Kvinderne ankom fredag eftermiddag/aften og fik udstyret udleveret i vores sommerhus. Sommerhuset er placeret i nærheden af campen, og for overblikkets skyld ændrede vi derfor udleveringssted i dagene op til campen.

Udstyret

Alt var linet op i størrelsesorden, og min mand Carsten og jeg selv stod klar til at modtage deltagerne, vurdere og guide ift. størrelse, når de prøvede udstyret. Det viste sig dog hurtigt, at de dragter vi havde lejet i realiteten var en størrelse mindre end angivet – så vi fik lige lidt sved på panden dér.

 Med hjælp fra klubbens formand Kim Boisen, og klubbens udstyr, fik vi dog stykket et sæt sammen til hver af de 16 nye deltagere. Vores mål var, at vi ikke ville bruge tid på udstyr lørdag.

Sommerhuset

I sommerhuset skinnede solen og alt åndede fred og idyl, mens vi gik og forberedte aftenens fiske snack. Der blev røget rødspætter og en enkelt hel pighvar. Heidi sad klar på campen for at modtage dem, der allerede havde udstyr – samt de 9 frivillige (udover os selv) kvindelige UV-hjælpere, der var kommet fra hele landet, for at tilbyde deres hjælp.

 Ja, det var så her, at vi fandt ud af, at ikke alle tjekker deres Messenger-gruppe-beskeder, så ofte som vi selv gør. Kun halvdelen af deltagerne fandt nemlig vejen til sommerhuset.  Stemningen var livlig, da jeg ankom til Heidi og campen og alle de skønne kvinder. Heidi havde fået installeret 8 stk. kvinder i tagtelte, som Langelands Campers havde stillet til rådighed i baghaven, for at teste weekenden over. Resten af kvinderne blev installeret i sovesale, og en enkelt kvindelig hjælper, der havde taget sit barn med, fik sit eget rum.

Et forum

Det jeg synes, var så utrolig fint ved campen, og idéen, som vi var tiltrukket af, var at kvinder jo sjældent kan hellige sig sporten 100 % gennem livet. Der skal ”groes børn”, og der kan være mange andre udfordringer at tage højde for.

 Men sporten er der stadig, når man er klar igen, og det giver nogle muligheder. Af den grund, havde vi besluttet os for, at campen skulle være åben for alle, også selvom ”alle” ikke kunne komme i vandet. Det gav anledning til mange fine snakke, hvor man ikke skulle ”vare sine ord”, for ikke at støde nogen. Og det var lige nøjagtig det, vi ønskede. Et forum, hvor man kunne få svar på al sin undren – og hvor man kunne tale lige ud af posen.

 Selvom alle ikke havde fået udstyr, fortsatte vi vores plan: Velkomst, undervisning og snacks. De frivillige hjælpere færdiggjorde snacks’ne, mens vi bød velkommen.

 Vi havde lavet skrubbesalat, en hel røget pighvar, og ørredhapsere for at vise, hvad vi fanger LLDK regi.

 Det var et godt udgangspunkt, for at tale videre om basal UV jagtviden og morgendagens program. Kvinderne var klar og glædede sig til lørdag. Dem, der ikke havde fået udstyr, måtte med retur til sommerhuset, inden de kunne finde vejen til køjen.

At finde et dykkersted

Weekenden bød på pænt vejr, men desværre også skiftende med vind og regn. Brian Pedersen og Peter Olsen havde derfor været ude og scoute spottet for os, mens vi modtog undervisning i fridykning af tidligere landsholdsdeltager: Britt Møller Wamberg. (Her lærte de erfarne UV jægere også en del!)

 Spottet så ikke godt ud. Brian foreslog derfor et andet spot, så vi ændrede kurs og det viste sig, at det var en god idé. På spottet var der god sigt, men det indeholdt desværre ikke mange fisk. Mange af kvinderne havde på dette tidspunkt alligevel udfordringer nok ifm. at vænne sig til udstyret.

Filetering af en fisk

Det var nogle glade og entusiastiske kvinder, vi fik retur til campen, hvor kunstneren Linea Hansen/Momlis stod og ventede på os med åbne arme, for at trykke kunst på fisk. Efter det kreative indslag blev der serveret kaffe og kage og dem der havde lyst, kunne – i et andet lokale – se, hvordan man fileterede sine fladfisk.

 Denne del var meget interessant, også for de kvindelige hjælpere og især for mig, da jeg for første gang mødte Yvonne Pedersen fra klubben Cousteau, der også kun bruger saks, når hun slagter (og hendes saks var meget bedre end min). Ja, der er autodidakt læring af hente, når man er i samme rum, som nogle med samme interesse.

 Vi holdt selvfølgelig den obligatoriske test i, hvor meget deltagerne kunne huske. Dét var sjovt, og det udløste sponsorpræmier.

Frugtmjød og måltid

En time før aftensmaden kom de frivillige mandlige UV-jægere fra klubben, og vi fik alle en spændende guidning og prøvesmagning i frugt-mjødens verden af dygtige Klaus Mulvad.  ”Oh my,” siger jeg bare. ”Prøv det!”

 Og så blev der ellers serveret et fantastisk måltid med sponsoreret øl fra Brolykke Herregård.

 Folk havde fordelt sig, så erfarne og uerfarne sad side om side. Jeg stod og kiggede rundt, hvorefter jeg lukkede øjnene og bare lyttede. Alle havde samme interesse og snakken gik særdeles livligt.

 Det var præcis, dette vi ønskede. Erfaringsudveksling, sparring og hygge – ligesom på onsdagsturene i klubben.

Søndagens dyk

Søndag efter morgenmaden, pakkede alle deltagerne sammen og gjorde rent, hvorefter de drog til spottet. Denne dag var der bølger, og senere på dagen blev de kun større med skum på.  Mange almindelige undervandsjægere ville nok betakke sig og havde valgt en anden dag, for forholdene var ikke optimale. Men det der slog mig, var, at kvinderne kastede sig ud i læringen alligevel, med troen på og viljen til, at det kunne de godt. Og det kunne de jo. Og det er lige nøjagtig de egenskaber, jeg mener gør en til en god undervandsjæger.

 Vi havde planlagt, at vi til sidst skulle lave paella til alle deltagere såvel som frivillige, før de drog hjem til hver deres landsdel, men regnen bestemte desværre noget andet.

Anerkendelse og tak

Heidi har meget høj standard, når det gælder alt, og tænker meget i den vigtige detalje, hvor jeg selv måske mere maler med den brede pensel. Selvom det match til tider trak tænder ud, så er vi bare så mega stolte af resultatet og de 20 vildt seje kvinder. Ja, vi glæder os til at se dem i konkurrenceverdenen, men især i klubregi her efterfølgende.

 En kæmpe tak skal lyde herfra Heidi og jeg, for al den praktiske hjælp, og ”can do” attitude, som I kan læse, kom stort set alle steder fra, men rigtig meget fra Langelands Dykkerklub. Og selvfølgelig for midlerne vi modtog fra Nordea Fonden i SHORES regi, og fra DSF, der sponsorerede sikkerhedsbåden begge dage.

 Tag godt imod de nye undervandsjægere, når I møder dem i klubben og på strandene derude. Vi ses!

For information, email Peter Dreier, Bestyrelsesmedlem: peter.dreier@sportsdykning.dk