I bagklogskabens lys

Når jeg ser mig selv i spejlet kan jeg godt se at skægget er blevet hvidt men det begyndte allerede at gråne i studietiden så det føler jeg mig ikke ældet over og der er stadig fart og distance over motionen (men lad lige vær’ med at spørge ind til restitutionstid, tak).  

Det er mere når jeg kigger tilbage over tiden der er gået siden jeg startede som sportsdykker at jeg kan mærke at årene er gået. At arbejde med Sportsdykkeren har i høj grad fået minderne frem fra de tidlige år fra sen-firserne til slutningen af halvfemserne hvor jeg var et energisk og enthusiastisk medlem i en DSF-klub. Hvor var tingene anderledes dengang.

Udstyret var meget mere primitivt og ikke særlig elegant, procedurer var firkantede og usofistikerede, og uddannelsen gammeldags, selv efter datidens normer. På den måde var gamle dage ikke gode. Mest til den lidt primitive, ubehjælpsomme eller endog kiksede side – ligesom datidens mode med bundesligahår. (Jeg ruller her med øjnene.) Godt at vi er kommet videre.

Men det sociale liv og sammenhold i dykkerklubben og turene vi tog på sammen, hører til mine rigtigt gode minder. Dykning var ikke noget man gik til, dykkere var noget som man var. Det var noget specielt og en del af ens selvopfattelse.  

Når jeg ellers reflekterer over hvad dykning har lært mig og beriget mit liv med over årene, er det dels en masse fantastiske oplevelser og møder med vilde dyr under havets overflader som jeg næsten kan blive helt misundelig på mig selv over og som jeg ikke vil bytte for noget jordisk gods.

I årenes løb har jeg også opnået en masse ny viden og tillagt mig nye færdigheder. Det er altid interessant at lære nyt, få større indsigter og dermed blive en bedre og fremfor alt sikrere dykker.

Grænserne for det mulige er hele tiden blevet udvidet, takket været nyt og bedre udstyr, teknologiske landvindinger og nye og mere specialiserede uddannelser. Overgangen til teknisk dykning er for eksempel blevet gevaldigt blødt op ved introduktionen af de såkaldte RecTec uddannelser.     

 

Teknisk dykning er dog stadig ikke for hvem som helst men forbeholdt de få der fuldt ud forstår hvad det indebærer og sådan bør det være. Men den viden, metoder og principper som disciplinen til stadighed har udviklet og kastet af sig, bør vi alle følge med i, drage lære af og tage til os – også selvom vi måske blot finner fredsommeligt rundt på beskedne vanddybder.

Den lærdom som jeg nok sætter højest, er en dybere forståelse af hvor fejlbarlige vi hver især kan være og hvorledes selv simple distraktioner, f. eks. under forberedelser til et dyk hvor vi samler og tester vores grej, i værste fald kan føre til uheld eller ulykker. Vi kan ganske enkelt ikke være forsigtige og omhyggelige nok, hvad angår vor sikkerhed. Det skylder vi i høj grad også vore kære.

Men når det samtidigt er menneskeligt at begå fejl, at overse noget, eller blive distraheret må vi ty til metoder og rutiner som kan forebygge disse. F.eks. når rebreather-dykkere bruger checklister og holder sig slavisk til dem, ligesom piloter og kirurger også gør det.  

Det er nemt at være bagklog når uheldet først har været ude. Det er bedre at være på forkant bl.a. ved at tage ved lære af de dyrekøbte erfaringer andre allerede har betalt prisen for.

Lær derfor af andre og følg med i den nyeste viden.

— Peter Symes

Redaktør