En Dykkers Guide til Problemløsning

Manuskripter

Det måske største sikkerhedsproblem i forbindelse med træning af dykkerreaktioner er brugen af et manuskript, som deles med dykkeren under træningen, især når der ikke gennemføres forstærkning uden for manuskriptet. Når en dykker når til avanceret træning eller redningstræning, bør han eller hun have brugt meget tid på at lære at håndtere nødsituationer, hvor en makker går tom for luft, oversvømmede masker, fritflydende regulatorer og andre almindeligt forekommende problemer. Men for langt de fleste kursister er det scenarier, som de ikke kender til.

”Hold dig lige over bunden, så svømmer jeg op og signalerer, at jeg er løbet tør for luft.” Alle erfarne instruktører har lavet disse øvelser en million gange. Faktisk har mange instruktører lavet øvelserne så mange gange, at selv de er dårligt rustet til at håndtere de scenarier, der opstår i den virkelige verden. 

Med fare for, at jeg siger noget indlysende, så kommer problemer i den virkelige verden sjældent med en advarsel eller følger et færdigt manuskript. Kuristen prøver f.eks. at trække vejret, får ikke noget luft og er over dig i løbet af et splitsekund, eller endnu værre, på vej til overfladen i en dødsforagtende sprint, og undgår måske alligevel ikke et dødeligt udfald.

Tilføjelse af realisme

Så hvis du vil tilføje noget realisme til din træningsprotokol, skal du også tilføje spontanitet, distraktion og overraskelse. Det er ikke så svært, som det ser ud, men det kan være farligt for både instruktør og elev, hvis det ikke er under kontrol. For sportsdykkere anbefaler jeg at opbygge disse færdigheder på 1 til 1,5 m vand, aldrig dybere. Går øvelsen helt skævt kan dykkeren simpelthen rejse sig op, og lungerne vil generelt ikke være udsat for en større trykforskel. 

 Historisk set begyndte jeg at tilføje ”respekt for det uventede” på åbent vand-niveau. De fleste uddannelsesorganisationer kræver, at kursister får afpøvet en situation, hvor de er gået tom for luft. Det sker ofte ved, at dykkeren knæler på 1 m vand; instruktøren lukker derefter for luften, og dykkeren ser sin trykmåler falde, før han eller hun enten rejser sig op eller rækker bagover og lukker op for sin luft igen.

 Som opfølgning og for at introducere ideen om det uventede kan du fortælle dine dykkere, at de i den næste tom-for-luft øvelse skal svømme hen til deres dykkerkammerater, mens de beholder deres regulatorer i munden og hele tiden ånder ud. Når de når deres dykkerkammerater, skal de signalere ”tom for luft”, skifte til alternativ luftkilde (octopus), tømme den ved at tage fire til fem indåndinger og derefter rejse sig langsomt op. Når de har rejst sig op, skal dykkerne puste deres BCD’er op med munden for derved at indprente det i muskelhukommelsen.

 Placer dykkerne i en slags eger-og-hjul-konfiguration, så de dykkere, der vil være uden luft, knæler meget tæt sammen og vender mod deres dykkerkammerater. Makkerne skal være ca. 5 m væk og spredes lidt ud, så konfigurationen danner en halvcirkel, og alle dykkerne skal knæle i højst 1 til 1,5 m vand.

 Instruktøren vælger tilfældigt en dykker og lukker disket for luften. Ideen er at forhindre dykkerne i at vide, hvem der er den næste uden luft. Det fungerer bedst, hvis der er tre til fire makkerpar, som deltager i øvelsen på samme tid. Når dykkeren opdager, at han eller hun ikke får luft og begynder at svømme hen til dykkermakkeren, skal instruktøren bevæge sig sammen med dykkeren og forblive i en position, hvor der kan holdes øje med om vejret bliver holdt og være klar til at åbne for luften, hvis det er nødvendigt. Når dykkeren er begyndt at dele luft, går du tilbage til den næste dykker.

 På det avancerede niveau kan du udføre den samme øvelse, men for at øge effekten yderligere kan du få dykkerne til at samle et undervandspuslespil eller noget lignende, så de bliver distraherede, mens de udfører øvelsen. Det er vigtigt, at du begrænser dybden for denne øvelse og holder tæt kontakt med din kursist under øvelsen.

Risikoniveau i øvelser

Det er svært at gennemføre ægte tom-for-luft-øvelser uden, at det medfører et uacceptabelt risikoniveau. I årenes løb er mange forskellige metoder blevet afprøvet, f.eks. at bruge et manometer, som ikke viser nøjagtigt, eller kun at fylde minimalt med luft på flasker for at skabe en tom-for-luft-situation. Ingen af disse metoder anbefales, fordi instruktøren ikke selv kan forudse, når en tom-for-luft situation opstår i disse scenarier, så han eller hun kan nå at foregribe, at en dykker kommer til skade.

 Men når jeg begynder på det avancerede dykkerniveau, gør jeg det til en vane at overraske mine dykkerelever med presserende anmodninger om at dele luft, og jeg fortsætter den proces hele vejen gennem de mest avancerede instruktørklasser, jeg underviser. Som en teknisk instruktørkandidat sagde: ”Første gang en panikramt dykker kommer farende mod dig med lysets hastighed og prøver at rive din regulator ud af munden på dig, ændrer hele dit perspektiv og syn på livet sig. Det gør dig pludselig dødelig og så er det ligegyldigt, hvor mange dyk du har.”

Uventet sammenfiltring

En anden øvelse, som instruktørerne ofte bruger på kurser i videregående dykning som f.eks. grottedykning, er uventet sammenfiltring. Denne færdighed kan også introduceres på redningsdykkerniveau. I det typiske scenarie bliver dykkerne bedt om at følge en navigationsline, mens de bruger en maske, der enten begrænser eller helt forhindrer udsynet. Linser belagt med vaseline vil forvrænge udsynet, og enkle stofbetræk eller gaffatape kan bruges til at begrænse udsynet fuldstændigt. (Sikkerhedsbemærkning: Hvis disse færdigheder udføres i åbent vand, skal man af sikkerhedshensyn bruge dæksler, der hurtigt og nemt kan fjernes).

 Når dykkeren svømmer langs navigationsruten, bruger instruktøren enten den primære ledelinje eller en anden line på en rulle til at skabe forviklinger. I hule- og vragtræningsverdenen er det typisk at bruge denne øvelse til at understrege vigtigheden af at rigge udstyr til og strømline det. Udstyr, der dingler, bliver let viklet ind i hinanden (med lidt hjælp fra instruktøren) – derfor det ofte hørte udtryk i hule- og grottekurser: ”Enhver dinglen er en sammenfiltring.”

 På kurser i overhead environment (vragpenetrering, huler mv.) udgør det en risiko at klippe linen vd sammenfiltring da linen kan være elastisk udstakt og dermed springe tilbage, hvormed man kan miste linen, der fører til udgangen. Dykkere opfordres derfor til at deale med sammenfiltringer uden at klippe. Processen med at arbejde sig ud af en sammenfiltring styrker evnen til at løse problemer og forbedrer dykkernes evne til at modstå panik.

 Som med alle disse færdigheder er hensynet til sikkerhed altafgørende. At begrænse en dykkers bevægelses -og navigationsevne under vandet udgør en en risiko, der skal håndteres. Instruktøren bør kun bruge liner, der størrelsesmæssigt svarer til en hule- eller vragline (#24 eller #36 flettet). En skarp og velholdt lineklipper eller en saks – ikke en kniv – skal være let tilgængelig for instruktøren. Man bør også bruge et linehjul, der kan villigt kan ofres, så man ikke tøver med at klippe, hvis det er nødvendigt.

Blind tillid

Den måske næstmest dødbringende tendens, vi ser inden for dykning i dag, er afhængigheden af teknologi, især blind tillid. Moderne dykkerudstyr svigter statistisk set yderst sjældent. Men det er virkelig en dårlig dag for dine venner og familie, når den lille statistik bliver til en stor tragedie, fordi du ikke er i stand til at reagere korrekt.

 Vi ser oftest denne fejl i former for dykning, der bruger avanceret teknologi som closed-circuit rebreathers (CCR’er). Det er ikke overraskende, da den nyere teknologi er mere kompliceret, har flere punkter der kan fejle, kræver mere træning for at kunne reagere tilstrækkeligt, og endelig kræver den et højere niveau af situationsfornemmelse, fordi reaktionerne ikke kun kan være reflektoriske.

 Uanset om du dykker med standardudstyr med åbent kredsløb på 20 m eller dykker med helium på 100 m på en CCR, skal du tilføje øvelse i funktionsfejl til din træning, hvis du vil være så sikker som muligt. De fleste dykkere har aldrig øvet sig på funktionsfejl som sprængte slanger eller sprængte O-ringe, og kun få fortsætter med at øve sig på de fejl, der er dækket af den indledende træning, som f.eks. fritflydende regulatorer. Ikke alene skal man øve sig i at reagere på disse problemer, man skal også øve sig i at reagere så spontant som muligt – hvilket man kan gøre ved at bruge en god dykkermakker på lavt vand, men mere om det om lidt.

 Jo mere kompleks dykkertypen er, jo sværere er det at træne dykkere til at reagere. Det er frygtelig farligt at antage, at en teknisk dykker med åbent kredsløb, selv med tusindvis af dyk, straks kan gå problemfrit over til et CCR, og desværre viser branchens ulykkesstatistikker tydeligt en række fejl, hvor dette er blevet forsøgt.

 I disse mere komplekse dyk vil reaktioner ofte kræve flere trin. En tom-for-luft-situation på 20 m kræver, at man når frem til sin makker, deler gas og gennemfører en kontrolleret opstigning. Med en dekompressionsforpligtelse på 50 m bliver denne proces meget mere kompliceret.

Responstid

rvise i en teknisk dykkerregel, som siger, at hver atmosfære over fem halverer reaktionstiden og øger komplikationerne med 50 procent. Denne regel er naturligvis en påstand som er umulig at verificere, men det underliggende koncept er veletableret.

 Jeg lærer eleverne på avancerede tekniske kurser at have to typer reaktioner – en øjeblikkelig reaktion (muskelhukommelse) og en rationel tjekliste-reaktion. Den umiddelbare reaktion er at få gas, der er egnet til at trække vejret. Alle tekniske dykkere bør have en gaskilde, som er sikker at indånde i alle faser af dykket (i nogle begrænsede tilfælde kan det være en makkers gas), og når dykkeren er på gassen, har han eller hun tid til at tage sig af andre problemer. Dykkere har måske kun 15 sekunder eller deromkring, før de besvimer på grund af ”dårlig” gas i en CCR eller en flaske, så dette trin er afgørende.

Tjeklister

Den anden fase – efter at dykkeren har fået gas at trække vejret med – kan omfatte en tjekliste. For CCR’er kan den se sådan ud: Signalér til min makker, loop purge, O2-tryk, diluenttryk osv. For en indviklet grottedykker: Signal til makker, tjek af gastryk, langsom kontrolleret vejrtrækning, bevæg hver del af kroppen langsomt for at finde ud af, hvad der er viklet ind, tænk over, hvordan du kan nå indviklingen uden at forværre problemet osv.

 Disse tjeklister bør skrives ned – selv om man ikke kan have dem alle med på et dyk – fordi processen med at skrive og forfine tjeklisten opbygger hukommelsen og tvinger dykkeren til at tænke over effektiviteten og rækkefølgen af hvert trin. Jeg har længe opfordret mine tekniske, militære og offentlige sikkerhedsdykkerelever til at lave ”dirt dives” med problemsimuleringer.

 Alle, der ofte dykker på populære grottedykningssteder, har sikkert set kursister med håndklæder eller bind for øjnene, der laver lineøvelser. Disse øvelser er komplette med ekstra problemløsning, rapportering efter handling (dvs. hvad gik galt, hvad gik godt, hvordan forbedrer vi os osv.) og tjeklistetest.

 Når man støder på et problem, skal man arbejde med tjeklisten. Lader den dig leve og dykke endnu en dag? Hvis ikke, så modificer tjeklisten.

 Jeg opfordrer mine elever til at lave visualiseringsøvelser som en forlængelse af dykkene. Det er i bund og grund mentale dyk, og hvis du gennemfører dem over en middag med din dykkermakker, har I den ekstra fordel, at I kan teste hinanden på jeres tjekliste.

Flash-kort

Tag denne proces med ud at dykke. For næsten to årtier siden, da jeg var uddannelsesleder i ITI-gruppen, udviklede vi undervandskort, som simulerede CCR-fejl i løbet af et dyk. På kortet skulle der blot stå noget i retning af høj ppO2-alarm eller oversvømmet loop. Instruktøren brugte dem fra begyndelsen af uddannelsen til at lære dykkerne, hvordan de skulle gennemgå øvelser med udstyrssvigt på en kontrolleret måde.

 Bedre instruktører ville fortsætte med at bruge kortene under hele kurset for at give dykkerne overraskelser, når de mindst ventede det. Forestil dig, at du svømmer gennem grotten på dit CCR-kursus, og at der over din skulder dukker et alarmkort med høj ppO2 op – vil du purge loopet? Bail out til åbent system? Eller, som mange dykkere gør de første par gange, fastfryse i ubeslutsomhed?

Den væsenligste erkendelse

Herved når jeg frem til den primære morale: Som instruktør betragter jeg ubeslutsomhed som en trussel mod alle dykkeres sikkerhed, og det er det, jeg for enhver pris skal få ud af mine elever. Fra det mest basale niveau til det mest avancerede fortæller jeg mine dykkere: ”Gør noget, og sørg for, at hvert skridt i dette 'noget' er en lille forbedring af din situation.” På den måde, og kun på den måde, forbedrer du sandsynligheden for at overleve et dyk, der går galt.

 Alle øvelser og konceptuelle ideer i denne artikelserie har været orienteret mod målet om at finde ud af, hvad der gør min situation bedre ved at opbygge en bedre konceptuel forståelse af, hvad der skal gøres for at løse selv et ukendt og uforudset problem. Med den indgroede forståelse er der større sandsynlighed for, at enhver dykker ”gør noget” og derfor overlever, selv når et godt dyk går grueligt galt. Som en ekstra fordel forbedrer denne proces dykkerens analyse af risici og fordele og kan tjene til at forhindre en ulykke, før dykkeren overhovedet kommer i vandet.

 Panik er den primære dræber af dykkere og måske også af svømmere, afhængigt af hvilken kilde du henviser til. Desværre er panik ikke altid den skrigende, kæmpende kamp, som vi alle tænker på, når vi hører ordet. Den er derimod ofte tavs og fastfrosset, mens livet stille og roligt glider væk. Uanset hvad, så øger du dine chancer for at overleve, hvis du kan bryde panikkens cyklus.

 Forudse det uventede, forbedre din forståelse af både hvorfor og hvordan tingene fungerer under vandet, og øv dig i at reagere på alle tænkelige fejl – så har du en god start.